Nyhed

Samsung lancerer karaoke-app til menneskets bedste ven

Den koreanske elektronikgigant er klar med ny idé, som burde være blevet præsenteret d. 1. april.

I dag findes der massevis af underholdning til vores firbenede venner, f.eks. hundecafeer barer, restauranter og hunde-spa. Men når det kommer til underholdning i hjemmet, har der indtil nu ikke været mange muligheder. Derfor lancerer Samsung nu en gratis karaoke-app til Samsung QLED TV’er og Smart TV’er fra 2017, der er specialdesignet til at inkludere hunden i familieunderholdningen. Og nej, det er ikke en aprilsnar!

Da hunde hovedsageligt opfanger farverne gul og blå, er de to farver blevet brugt hyppigt til Samsung Dog Karaoke. (Foto: Samsung)

Med hjælp fra en hundeekspert, har Samsung identificeret, hvad der fanger hundes interesse og stimulerer dem til at synge. De visuelle og musikalske elementer er blevet brugt til at skabe karaoke-app’en skræddersyet til vores firbenede venner. F.eks. er hundes øjne mere følsomme over for bevægelse end menneskers. Så når en hund ser fjernsyn med færre billeder i sekundet, som man tit ser på ældre fjernsyn, opfatter de billedet som flimrende. Det visuelle materiale i app’en er derfor produceret med et højt antal billeder i sekundet tilpasset den høje opløsning på Samsungs QLED TV-skærme og hundens følsomme øje. På videoerne er der brugt hurtige bevægelser og andre hunde, som fanger hundenes opmærksomhed. Og da hunde hovedsageligt opfanger farverne gul og blå, er de to farver også brugt hyppigt.

App’en er tilgængelig på alle Samsung QLED TV’er og Smart TV’er fra 2017 fra den 28. november 2019. (Foto: Samsung)

Til udvikling af musikken, er der arbejdet med instrumenter, der udløser hundenes genetiske arv om at kommunikere og interagere med deres flok ved at hyle sammen.

“Saxofon, harmonika, hundelyde og sirener er eksempler på lyde, der ofte fanger hundes interesse og får dem til at synge med. At hyle sammen er en aktivitet, der skaber kontakt og styrker samhørigheden i en flok. Ved at synge sammen med vores hunde skaber vi en vidunderlig følelse af samhørighed, hvor hunden bliver involveret og får sin egen rolle – en fantastisk måde at have det sjovt sammen,” siger Kicki Fellstenius, ekspert i hundepsykologi og adfærd i en pressemeddelelse fra Samsung.

App’en er tilgængelig på alle Samsung QLED TV’er og Smart TV’er fra 2017 fra den 28. november 2019. Find Karaoke app’en i Samsung TV app store ved at søge på QLED Dog Karaoke. Musikken er produceret af Anders Bagge og Alex Kvarnestig.

Les videre
Exit mobile version