Panasonic bekræfter plasma-stop i 2014

Panasonic standser videre udvikling af plasma-paneler og vil standse produktionen i 2014, siger en kilde hos producenten.

Den seneste tid har der verseret rygter om, at Panasonic planlægger at standse produktionen af plasmaskærme. Nu tager en af cheferne hos den japanske producent bladet fra munden.

Næstkommanderende hos Panasonic Display, Kiyoshi Okamoto, siger til websitet The Verge, at årets ”limited edition” topmodel ZT60 bruger ”det sidste plasmapanel” fra tegnebordet fra udviklingsafdelingen, og at videre forskning og udvikling af plasma stopper med denne generation.

Okamoto påpeger imidlertid, at der er forskel i udvikling og produktion, og at Panasonic vil fortsætte med at producere plasma videre i 2014.

Efter Lyd & Billedes erfaring har Panasonic for vane at genbruge ”sidste års top-panel” i billigere modeller i efterfølgende modelår. Sådan set er det ikke utænkeligt, at referencepanelet fra ZT60-serien (som er baseret på erfaringer fra Pioneers Kuro plasmaskærme) kan finde vej til flere modeller næste år, hvis Panasonic skulle bestemme sig for at holde fast ved produktionen en tid endnu. Men det er det selvfølgelig for tidligt at sige noget sikkert om.

Vil satse på OLED
Ifølge Okamoto vil OLED være et nøgleprodukt for Panasonic i fremtiden, og flere af plasma-ingeniørerne er allerede blevet overført til Panasonics nye OLED-division, som vil blive det nye satsningsområde indenfor tv-udvikling.

Panasonic har allerede præsenteret en 4K OLED prototype i samarbejde med Sony og har udtalt, at de ser på OLED og Ultra-HD opløsning som en naturlig kombination, mens de ser OLED med Full HD-opløsning som et kompromis.

Endnu ikke død
Indtil OLED-teknologien får ordentlig fodfæste, er der imidlertid ingen grund til at affeje køb af nyt plasma-tv: Teknologien vil ikke have udspillet sin rolle, før den bliver slået på billedkvalitet, og vi tror, det kan gå længere end til 2014, før man kan købe et OLED-tv til sammenlignelig pris. Indtil videre vil plasma fortsætte med at være et vigtigt alternativ til LCD-baserede tv på baggrund af den gode billedkvalitet, og vi regner ikke plasma for ”død”, før Panasonic trækker stikket en gang for alle.

Læs også: Fede tv-nyheder fra Panasonic

Les videre
Exit mobile version