Google på vej med AirPlay konkurrent

Men Googles teknologi bliver meget mere avanceret og skal for eksempel kunne sende data i begge retninger.

Google arbejder på et alternativ til Apples AirPlay, en teknologi som lader brugeren streame lyd og video trådløst til en højttaler eller til fjernsynskærmen via medieboksen Apple TV, men Google vil gå meget længere end Apple. Det fortæller en produktchef fra Google, Timbo Drayson, til webstedet GiGaom.

Teknologien skal være åben, og Google håber på at få en masse hardwareproducenter og softwareudviklere med i et samarbejde, som kan bringe en AirPlay-lignende funktionalitet til mange forskellige enheder.

Google har allerede indbygget streamingfunktionalitet i den nyeste YouTube app til Android, så Android-brugere kan bruge deres smartphone til at vise videoer på tv-skærmen, hvis denne er udstyret med Google TV, men her skal de to enheder først parres via en nicifret kode. Og en af fordelene ved AirPlay er netop, at alle iOS-enheder straks og uden videre kan se og streame indhold til en hvilken som helst AirPlay-enhed på netværket.

Denne form for brugervenlighed skal være tilgængelig for andre end Apple-brugere, mener Google, og i modsætning til AirPlay, skal Googles teknologi også gøre det muligt for data at bevæge sig i begge retninger, forklarer Timbo Drayson. Det vil for eksempel gøre det muligt for softwareudviklere at bygge apps, som kan modtage indhold fra en live tv-udsendelse, så brugerens smartphone eller tablet leverer en tilpasset ”skærm-nummer-to-oplevelse”. Google vil også gøre det muligt at streame indhold fra den bærbare computer direkte til tv-skærmen.

Les videre
Exit mobile version