Canal Digital lancerer endnu to HD-kanaler

Den 30. april føjer Canal Digital Eurosport 2 HD og Travel Channel HD til udbuddet af HD-kanaler.

Alle de bedste kampe fra den tyske Bundesliga, masser af ekstremsport, inspirerende og farvemættede rejse-reportager, dokumentarer samt helt nye livsstils- og madprogrammer. Fra den 30. april får Canal Digitals kunder endnu mere underholdning af den slags, der helst skal ses i super skarp HD-kvalitet, skriver Canal Digital i en pressemeddelelse.

”Eurosport 2 i HD har længe været efterspurgt blandt vores kunder, og det har derfor været en af de kanaler, vi har prioriteret meget højt at kunne sende i HD. Nu kan vi vise alle Eurosports bedste rettigheder i HD, hvad enten det er fodbold, tennis eller cykelsport, hvor Eurosport typisk har meget stærke rettigheder,” siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør i Canal Digital Danmark.

Den anden nye kanal, Travel Channel, har netop lanceret en helt ny kanalflade med mere end 400 timers nyt indhold fra spændende steder på kloden og seks nye programgenrer som fx Eventyrlige oplevelser, Livsstil, Mad, Luksusrejser og Passion for rejser.

Eurosport 2 HD vil ligge på kanalplads 73 og Travel Channel HD får kanalplads 66.

Les videre
Exit mobile version