Bytte, bytte købmand

Viasats kanaler kommer nu ud til flere seere. TV-udbyderen har indgået aftaler med både Boxer og Canal Digital, og også Viasat-kunder kan glæde sig til nye kanaler.

Den danske tv-kanal TV3 bliver en del af Boxers tv-pakker fra 2. januar 2013.

Boxer er blevet enig med Viasat, der står bag TV3 kanalerne, om de kommercielle vilkår og en distributionsaftale for TV3. Aftalen omfatter også TV3 Puls, som distribueres fra 1. juli 2013.

TV3 kommer til at indgå i tre ud af Boxers mest udbredte tv-pakker: Boxer MINI, Boxer MIX og Boxer MAX. Dermed får langt de fleste Boxer-kunder automatisk adgang til kanalen fra nytår.

Som en helt særlig gestus fra Boxer, bliver TV3 sendt kvit og frit over Boxers platform – antenne-nettet – i hele januar og februar. Det betyder, at TV3 i to måneder kan ses af alle, som modtager tv med en antenne – uanset hvilken Boxer pakke man har, og også selvom man ikke er kunde hos Boxer i forvejen.
Fra 1. marts vil TV3 igen blive krypteret, hvorefter man skal have et Boxer-abonnement for at kunne se kanalen.

Også aftale mellem Canal Digital og Viasat
Canal Digital Danmark og Viasat har indgået aftale om at bytte Canal 8 og Canal 9 med TV 2 SPORT. Aftalen sikrer således Viasats kunder adgang til de C More ejede tv-kanaler; Canal 8 og Canal 9. Canal Digitals kunder får tilsvarende mulighed for at få TV 2 SPORT.

”Vi ser aftalen som et løft til satellit-tv platformen i Danmark og til Canal Digital som tv-udbyder. Hidtil har vores kunder måttet undvære TV 2 SPORT – med den nye aftale sikrer vi vores kunder adgang til vigtige sportsrettigheder som fx Champions Leauge fodbold,” siger Jarl Søderman, adm. dir. hos Canal Digital Danmark.

Kunderne hos de to satellit-tv udbydere kan glæde sig til at se alle de nye tv-kanaler fra den 17. december.

Les videre
Exit mobile version