Tesla vil drive verden med strøm fra batterier

Tesla Powerwall er et batteri, der - potentielt - kan gøre dig uafhængig af elnettet og fossil energi. Og resten af kloden følger efter!

Tesla-chefen Elon Musk er godt på vej til at revolutionere energiforsyning på samme måde, som han tidligere har gjort det med bilindustrien. Og med samme midler: Masser af batterier.

Tesla Powerwall, som netop er blevet præsenteret, er en batteripakke til dit hus eller din virksomhed.

Powerwall kommer i to udgaver til private brugere, på henholdsvis 7 kilowattimer og 10 kilowattimer. Det svarer det gennemsnitlige elforbrug på et døgn i henholdsvis en lejlighed og en villa i Danmark. I USA, hvor aircondition er mere udbredt, svarer de 10 kWh til ca. fem timers elforbrug.

Batteriforsyningen betyder som en begyndelse, at man kan oplade husets energilager, når elprisen er lavest om natten, og dermed spare på elregningen. I næste række giver det mulighed for at koble sig helt af nettet, og klare sig udelukkende med vedvarende energi fra vind og sol (Elon Musk er også bestyrelsesformand i en virksomhed, der lavet solpaneler).

Powerwall monteres på en væg side om side med andre installationer og kunne let forveksles med varmtvandsbeholder, bortset fra, at den fås i flere modefarver. En enkelt 7 kWh-model koster 3.000 dollars (ca. 20.000 kroner). Og de virkelig energihungrende kan sammenkoble op til ni batteripakker.

Har man en Tesla Model S holdende i garagen, kræves i hvert fald mere end én batteripakke, da en fuld opladning af elbilen kræver 60 kilowattimer.

Der kommer også udgaver til industriel brug, kaldet PowerPack, og i følge Elon Musk kan systemet skaleres i vilkårlig størrelse, op til gigawattstørrelse.

Som et ekstra clou kunne Elon Musk fortælle, at alt elektricitet under hele præsentationsaftenen var leveret af batterier. Og at batterierne var opladt med solenergi.

Selv om der blev brugt næsten 100 kilowatt, stod elmåleren på nul.

De første Powerpacks bliver leveret om tre-fire måneder, men forsyningen bliver langsom i begyndelsen, indtil 2017, hvor Teslas såkaldte Gigafactory i Nevada-ørkenen åbner.

Elon Musk og Teslas ambitioner rækker dog langt længere end til at spare på elregningen i den enkelte husholdning. Han vil gerne konvertere USA og hele kloden til alternativ energi! Noget, som han mener er fuldt ud muligt.

Hvis hele klodens elforbrug skal på batterier, vil det i følge Elon Musk kræve en kapacitet på 90.000 gigawattimer – eller 900 millioner Powerpacks. Og skal hele transportsektoren med over på batteridrevet elforsyning, vil det kræve to milliarder af Teslas Powerpacks. Eller lignende batterier, for som andre Tesla-patenter bliver Powerpack open source.

Det er et svimlende tal, men til sammenligning er der også to milliarder biler på kloden. Så det er bestemt noget, der er inden for, hvad vi som menneskehed kan gøre!“, sagde Elon Musk.

Elon Musks præsentation ses herunder. Den 43-årige mangemilliardær og multiiværksætter småsnakkede sig igennem en præsentation, der virkede alt andet en stram og målrettet. Men budskabet var klart: Den nuværende fossile energiforsyning duer ikke til andet end at vinde os en kollektiv Darwin Award (en årlig, posthum anerkendelse for den dummeste selvudslettelse – red.)

Kilde: The Verge

“Sådan ser det ud i dag. Det er ret skidt!”
Les videre
Exit mobile version