Det er efterhånden gået inflation i dimensionerne. Går du ind i en forlystelsespark, kan du finde både 4D-, 5D- og endda 6D-biografer. De ekstra dimensioner, der skiltes med, kan være bevægelse af biografstolene, vandsprøjt og lugt. Det er latterligt, eftersom der kun findes tre rumlige dimensioner. Alt udover dette er forbeholdt teoretiske fysikere og varmluftsælgere.
I den håndgribelige, menneskelige virkelighed findes der dog fire dimensioner: bredde, dybde, højde – og tid. Eller transformation.
Det er nettop denne fjerde dimension, som bliver benyttet i 4D-printning. Vi snakker nemlig om selvmonterende materialer: man 3D-printer et materiale, som siden på egen hånd forandrer form til en forhåndsbestemt struktur, der er indprogrammeret i selve materialet.
Inspireret af nanoforskning
Det er arkitekten Skylar Tibbits, som sammen med sine folk hos MIT har tilføjet en ekstra dimension til 3D-printning. I virkeligheden har han genbrugt en ide, som kendes fra nanoforskningen.
Et eksempel på en selvsamlende fysisk struktur er polioviruset. Når viruset udsættes for mekanisk påvirkning, går det i stykker. Men det samler sig igen bagefter.
Skylar Tibbits har taget skridtet fra nanofysik til “menneskeskala”, og har lavet materialer, som former sig selv til strukturer på størrelse med tennisbolde. Herover ses en model af polioviruset, fremstillet af Tibbits forskerteam: Modellen kan gå i opløsning ved en ydre virkning, men udsættes den så for tilfældige vibrationer, sætter den sig selv sammen igen. Smart!
Ekstreme miljøer
Et anvendelsesområde for 4D-printning kan være konstruktioner, der skal bruges i ekstreme miljøer, hvor det er alt for dyrt eller besværligt at komme for mennesker. For eksempel i det ydre rum, arktiske egne eller andre ekstreme omgivelser.
Men Skylar Tibbits forestiller sig også, at teknologien generelt kan effektivisere dagens langsommelige måder at bygge på.
Prøv at se TED-talk videoen herunder, hvor Skylar Tibbits forklarer, hvordan teknologien virker.
