Zigbee 4.0 lanceret med længere rækkevidde og hurtigere opsætning

Connectivity Standards Alliance har netop løftet sløret Zigbee 4.0 - den største opdatering af den trådløse smart home-standard i over et årti. Samtidig introduceres Suzi, en ny variant med betydeligt længere rækkevidde.

Philips Hue Lightstrip Plus miljoe 1

Zigbee-standarden har indtil nu været begrænset til det tætpakkede 2,4 GHz-frekvensbånd, men med Zigbee 4.0 kommer der understøttelse af 800 MHz i Europa og 900 MHz i Nordamerika. Det betyder stærkere signal, bedre penetrering gennem vægge og færre forbindelsesproblemer.

I praksis skal det reducere behovet for ekstra repeatere i hjemmet og give mere stabile forbindelser mellem sensorer og hub, lover Connectivity Standards Alliance. Suzi-varianten med sub-GHz mesh-netværk skal ifølge organisationen kunne dække store ejendomme, huse med tykke mure og udendørsområder.

Læs også Guide: Har Matter forvandlet det smarte hjem? One standard to rule them all! Efter to år, har Matter så gjort det lettere at forbinde et smart hjem?

Enklere opsætning uden hub

Den mest forbrugervenlige nyhed er Zigbee Direct, som gør det muligt at tilslutte Zigbee-enheder direkte via Bluetooth fra en mobil. Det betyder, at brugeren ikke længere nødvendigvis har brug for en separat hub eller bro for at forbinde nye enheder til netværket.

Til større installationer introducerer Zigbee 4.0 såkaldt Batch Commissioning, hvor flere enheder kan opsættes samtidig. Funktionen er tiltænkt kontorer og lejlighedskomplekser, men kan også være relevant for private, der bygger nyt eller renoverer.

Øget sikkerhed

Zigbee 4.0 kommer med flere sikkerhedsforbedringer. Standarden får bl.a. dynamiske krypteringsnøgler, der fornyer sig selv, og en ny ‘Restricted Mode’, der skal forhindre uautoriserede ændringer i netværket.

Desuden introduceres beskyttelse mod såkaldte replay-angreb, hvor hackere forsøger at gentage et signal for at få adgang til netværket. Funktionen Advanced Frame Counter Synchronization skal ifølge Connectivity Standards Alliance sikre, at kun gyldige beskeder accepteres mellem enhederne.

Læs også Gruppetest: 13 LED-strips LED-lys kan både lyse stuen op og skabe en magisk stemning. Vi har testet mere end et dusin – fra de billigste til den vildeste luksus.

Længere batterilevetid

En ny funktion til kommunikation mellem batteridrevne enheder skal reducere strømforbruget. Såkaldt ‘sleepy-to-sleepy’-kommunikation gør det muligt for to strømbesparende enheder at tale direkte sammen uden at vække hele netværket.

Det skal forlænge batterilevetiden i bevægelsessensorer, dørkontakter og udendørsenheder, garanterer organisationen.

Bagudkompatibilitet

Zigbee 4.0 er fuldt kompatibel med Zigbee 3.0 og Smart Energy-enheder. Eksisterende smarte pærer, sensorer og hubs fortsætter med at fungere, og brugeren kan opgradere løbende uden at skulle udskifte udstyr.

Standarden bruges i dag af producenter som Philips Hue, Ikea Trådfri, Samsung SmartThings, Roborock og Ecovacs. Der er over en milliard Zigbee-enheder i brug på verdensplan.

Læs også Nyhed: IFA 2025: Philips Hue lancerer Bridge Pro og ny Essential-serie Signify præsenterer den hidtil største opdatering af Philips Hue-sortimentet med en ny Bridge Pro, billigere Essential-produkter og syv nye lightstrips. Desuden indgår Signify et nyt partnerskab med Sonos.

Tilgængelighed

Zigbee 4.0-specifikationerne er tilgængelige nu for producenter. Suzi-certificeringsprogrammet åbner efter planen i første halvdel af 2026.

Læs videre
Exit mobile version