Et smart hjem kan være fantastisk. Lys, der slukker, når du går hjemmefra, varme som justerer sig efter vejret, og musik, der følger dig fra rum til rum. Men for mange stopper begejstringen ved tanken om at skulle tale kommandoer til en højttaler. “Hey Google, sluk lyset i stuen” føles hverken naturligt eller diskret – især ikke klokken halv tolv om aftenen, når resten af familien sover. Smartknapper løser problemet.
Hvis du bruger Google Home, har smartknapper (IKEA kalder dem fjernbetjeninger) til gengæld været en kilde til frustration. Mens Apple HomeKit, Amazon Alexa og Samsung SmartThings i årevis har haft god understøttelse af knapper, har Google Home-brugere været nødt til at ty til omveje og alternative løsninger. Med version 4.8 af app’en ser det endelig ud til, at ventetiden er forbi.
Tre typer tryk
Den nye opdatering gør det muligt at bruge smartknapper til at starte automatiseringer. Det betyder, at du kan programmere en knap til at udføre handlinger, når du trykker én gang, dobbelttrykker eller holder den nede. Du kan også oprette en handling, der udløses, når du slipper knappen efter et langt tryk.
I praksis betyder det, at én enkelt knap kan udføre op til fire forskellige handlinger. Et enkelt tryk kan tænde lyset i stuen, et dobbelt tryk kan starte en “godnat”-rutine, og et langt tryk kan låse hoveddøren. Mulighederne er mange.
IKEA-knapper til under en halvtredser
Timingen for opdateringen er næppe tilfældig. IKEA har for nylig lanceret sine nye Bilresa-fjernbetjeninger – der reelt fungerer som smarte knapper – og som bruger Matter-over-Thread og koster 49 kroner. De kræver ikke en separat hub – blot en Thread-kompatibel enhed, der fungerer som grænserouter, for eksempel en Google TV Streamer eller en nyere Nest-højttaler.
Bilresa-fjernbetjeningen findes i to varianter: én med to knapper og én med et rullehjul. Sidstnævnte kan bruges til dæmpning af lys, men denne funktion er foreløbig ikke understøttet i Google Home. Forhåbentlig kommer det i en senere opdatering.
Andre kompatible muligheder omfatter knapper fra Aqara, dæmpere fra Philips Hue samt forskellige Matter-kompatible fjernbetjeninger fra andre producenter. Har du allerede sådanne liggende, er det bare at opdatere app’en og gå i gang.
Ikke alt virker endnu
Det er værd at bemærke, at knapunderstøttelsen endnu ikke fungerer sammen med Googles AI-funktioner. Hverken “Ask Home” eller “Help me create”, som begge benytter Gemini, kan oprette automatiseringer med smartknapper.
Du skal bruge den almindelige automatiseringseditor i app’en.
Flere brugere melder også om varierende resultater med forskellige knapper. Nogle har fået IKEA-fjernbetjeningerne til at virke med det samme, mens andre stadig venter. Som ved mange Google-opdateringer ser udrulningen ud til at ske gradvist.
Sådan opdaterer du
For at få de nye funktioner skal du have Google Home-app’en i version 4.8 eller nyere. Opdateringen findes i Google Play Store og App Store.
Efter opdateringen finder du de nye automatiseringsmuligheder under fanen “Automatisering”. Tryk på “Ny automatisering”, og vælg “Når der trykkes på en knap” som udløser.
Google Home og smartknapper: Endelig på niveau med konkurrenterne
Med denne opdatering tager Google Home et vigtigt skridt i retning af at blive en fuldt udbygget smarthome-platform. Understøttelse af knapper har været en selvfølge hos konkurrenterne i årevis, og nu får Google-brugere endelig den samme funktionalitet.
For dem, der har overvejet smartknapper, men har været tilbageholdende på grund af manglende understøttelse, er det et oplagt tidspunkt at prøve. Med IKEAs billige Bilresa-fjernbetjeninger/knapper er det let at komme i gang.
Mere info: support.google.com/
