Nyhed

Renault 4 EV på vej

Renault 4 EV går fra koncept til realitet.

Egentlig troede vi ikke så meget på den her. Konceptbiler har det nemlig med at forblive netop dét, og hvis de skulle gå hen og blive en realitet, er resultatet ofte langt fra konceptet.

Men rygterne vil vide, at Renault planlægger at gå videre med en elektrisk Renault 4, ud over den allerede annoncerede Renault 5 EV.

Læs også Renault 5 genfødes som elbil Renaults ikoniske minibil bliver elektrisk, men du må vente på den.

Fireren skal være baseret på den samme CMF-B-platform som femmeren. Sandsynligvis vil den blive lanceret efter denne i 2024 eller 2025 og passe ind i Renaults strategi om at tilbyde elbiler i prisklassen mellem 20.000 og 30.000 euro, ifølge Automotive News.

Billederne af konceptbilen viser en elbil, der ligger meget tæt på originalen udseendemæssigt, og den bliver meget kompakt af en femdørs at være, men det er usikkert, om den vil blive tilgængelig i flere karosserivarianter. Som originalen var.

Billederne, eller rettere David Obendorfers renderinger, viser i hvert fald en firer, der ligger tæt op ad originalen fra 1961.

Som i øvrigt solgte otte millioner eksemplarer (!), før produktionen stoppede i 1992.

Fireren og femmeren er en del af “Renaulution”-strategien, og der spekuleres også i en crossover-variant af fireren, men om “brødbilen” igen bliver en realitet, er nok tvivlsomt.

Renault 4 EV Crossover.

Hvis elektrificering af bilparken skal lykkes i stor skala, har markedet brug for små biler med anstændig rækkevidde, og det har Renault allerede bevist, at de kan, med Renault Zoe, som har en opgivet rækkevidde på 380 km.

For en ordens skyld vedhæfter vi en tysk reklame for Renault 4 for at genopfriske hukommelsen for dem, der har glemt, hvordan originalen så ud.

Les videre
Exit mobile version