Windows 8 tablet fra Microsoft?

Software-giganten har en ”vigtig meddelelse” til den amerikanske presse. Hvad det er bliver afsløret på et pressemøde i Los Angeles her til aften.

Invitationen røg ud til amerikanske medier i torsdags, hvilket er et usædvanligt kort varsel. Den slutter af med ordene “Dette er en væsentlig Microsoft-offentliggørelse – den har I ikke lyst til at gå glip af”.

Ingen ved med sikkerhed, hvad nyheden er, men rygtemøllen maler på højtryk, og skal vi tro på flertallet af rygterne på nettet, så vil Microsoft i aften lancere en egen tablet-computer baseret på Windows RT – det vil sige den særlige tablet-version af det kommende Windows 8 operativsystem. Det kan man blandt andet læse sig til på webstedet AllThingsD.

Tablet-computere med Windows RT er allerede blevet annonceret af producenter som ASUS, Dell, HP og Lenovo, men nu vil Microsoft altså angiveligt også gå direkte i krig med Apple med en tablet-computer, hvor Microsoft kontrollerer både software og hardware. Hvis dette rygter taler sandt, så er der tale om et markant strategiskifte fra Microsoft, som traditionelt har tjent penge på software og overladt hardware-delen til sine forretningspartnere.

Vi følger sagen her på lydogbillede.dk og vender tilbage, så snart vi ved noget konkret om den kommende lancering.

Les videre
Exit mobile version