Nyhed

WhatsApp får nye funktioner

Den mest populære chat-app i verden får bl.a. animerede klistermærker, og det bliver også nemmere at tilføje nye kontakter.

De fleste af os har Facebook-ejede WhatsApp installeret på vores smartphone.

Chat-app’en er den mest populære af sin slags med 2 milliarder registrerede brugere på verdensplan, og ifølge WhatsApp’s officielle blog får de mange brugere snart nye funktioner, der nok skal blive populære.

QR-koder

Indtil nu har man været nødt til manuelt at gemme en ny kontakts navn og telefonnummer på sin mobil, før vedkommende blev tilgængelig som kontakt i WhatsApp. Men det er slut nu.

WhatsApp indfører nemlig QR-koder i app’en, så person A blot behøver at scanne person B’s QR-kode for lynhurtigt at tilføje vedkommende som kontakt.

Dark Mode til WhatsApp Desktop

Bruger du WhatsApp på din computer via desktop-app’en eller WhatsApp Web? Så er der gode nyheder, hvis du foretrækker det populære Dark Mode.

Muligheden for at aktivere nattetilstand findes allerede i WhatsApp til iOS og Android og har længe været det nye … sort blandt mange mobilbrugere. Nu kommer funktionen endelig til din computer, så du kan chatte den halve nat uden at ødelægge øjnene.

Animerede klistermærker

Specielt mange yngre brugere kan godt lide at udtrykke sig ved hjælp af klistermærker og emojis, og begge dele er allerede en del af WhatsApp. Men nu får man endnu flere måder at udtrykke sig på, når helt nye sæt af animerede klistermærker finder vej til WhatsApp.

De nye funktioner rulles ud via opdateringer til alle WhatsApp-brugere i løbet af de kommende uger. Herunder kan du se en video, hvor WhatsApp selv præsenterer nyhederne.

Les videre
Exit mobile version