OnePlus i Indien bekræfter smart-ur

Gamle planer er fundet frem af skuffen og bliver nu støvet af i en teaser på Twitter.

OneWatch TOP

De første rygter om et smart-ur fra kinesiske OnePlus florerede allerede helt tilbage i 2014, da firmaet lancerede sin første smartphone, OnePlus One.

Uret skulle have heddet OneWatch, og at der ikke bare var tale om en ammestuehistorie, stod klart da den ene af OnePlus’ to grundlæggere, Carl Pei (som netop har forladt virksomheden), bekræftede planerne på Twitter i 2016.

I sit tweet skrev Carl Pei dog også, at et sådant ur aldrig ville blive til noget, men man skal åbenbart aldrig sige aldrig, for nu har OnePlus i Indien, hvor virksomheden har en ekstremt høj markedsandel, ligeledes på Twitter teaset, at der er “nye ting på vej til OnePlus’ økosystem”.

Det er kun et spørgsmål om tid, skriver virksomhedens indiske afdeling endvidere, mens tweetet viser et af billederne af OneWatch fra Carl Peis oprindelige tweet fra 2016.

Ifølge mediet India Today er det endnu usikkert, hvornår vi kan regne med at se et smart-ur på markedet, men det er sandsynligt, at uret kommer med Wear OS fra Google samt en processor fra Qualcomm.

Læs videre
Exit mobile version