OnePlus 3 er en realitet

Læs om pris, specifikationer og tilgængelighed her.

(Foto: Producent)

Vi skrev forrige uge om OnePlus 3, som blev officielt lanceret i dag ved et arrangement, som foregik i Virtual Reality.

Og nu hvor den nye billige high-end mobil er en realitet, tager vi et kig på de kolde kendsgerninger: Hvad kan den og hvornår og hvor kan du købe den?

De sidste to spørgsmål er hurtige at svare på. Telefonen er tilgængelig nu og kan købes af alle via OnePlus’ egen webside. Prisen er 2.990 kroner, og i skrivende stund koster forsendelsen gratis.

Vi var meget begejstrede for forgængeren, OnePlus 2, og til prisen ser det ud til, at man får endnu mere for pengene med OnePlus 3, hvis man kigger på specifikationer og hardware.

Mobilen er fremstillet af anodiseret aluminium og måler blot 7,35 mm. Designet er også mere afrundet end tidligere, hvilket er en klar forbedring.

Foto: OnePlus

AMOLED-skærmen er stadig på 5,5”, og kommer som OnePlus 2 med Full HD-opløsning. Men når det gælder processor og RAM, er der forbedringer på programmet. OnePlus 3 kommer med Qualcomms Snapdragon 820 processor og har hele 6 GB RAM indbygget. Som forgængeren har den 64 GB lager, der vel at mærke ikke kan udvides via microSD-kort. Men det kunne forgængeren nu heller ikke.

OnePlus 3 har til gengæld fået NFC og en ny teknologi til hurtig opladning af batteriet, som OnePlus kalder for Dash Charge. Angiveligt kan batteriet lades op fra 0 til 60% på 30 minutter. Opladningen sker via USB-C.

Kameraet er også blevet forbedret og er nu på 16 MP med f/2.0 blænde og automatisk HDR, mens frontkameraet nu er på 8 MP med en pixelstørrelse på 1.4 µm.

Mobilen er baseret på Android 6.0 Marshmallow med OnePlus’ eget OxygenOS brugerflade på toppen.

Foto: OnePlus

Specifikationer
Operativsystem: Android 6.0 Marshmallow med Oxygen OS
Skærm: 5,5″ AMOLED, 1920 x 1080, 401 ppi
Processor: 2,2 GHz Snapdragon 820 quad-core
Hukommelse: 6 GB RAM / 64 GB lager
Kamera: 16 MP + 8 MP
Trådløst: 4G/LTE, 802.11 ac/a/b/g/n, Bluetooth 4.2, GPS, GLONASS, NFC
Mål: 152,7 x 74,7 x 7,35 mm
Vægt: 158 g
Batteri: 3000 mAh

Les videre
Exit mobile version