Her er HTCs nye topmodel

HTC opruster ved at tilføje en ny topmodel til deres eksisterende smartphone-vognpark: HTC One X+, som lander i de danske mobilbutikker i begyndelsen af november.

Det er ikke mange dage siden, at HTC afslørede deres Windows Phone 8-mobiler 8X og 8S på et pressemøde i New York, men her stopper det ikke. For allerede nu er HTC klar med en ny topmodel: Den populære smartphone One X har fået en storebror – One X+.

Den nye telefon er en opgradering af One X og har blandt andet fået mere hukommelse, et større batteri og en hurtigere processor. Designet ligner dog til forveksling One X-modellen, der blev lanceret tilbage i april.

Kigger du godt efter, vil du dog opdage, at bagsiden er lavet i et mere gummiagtigt materiale, mens kameralinsen nu er omringet af en rød ring.

Selve softwaren har fået en ordentlig overhaling, og HTC One X+ bliver således det første produkt fra den taiwanske mobilproducent, der kommer med Android 4.1 Jelly Bean installeret.

HTC oplyser dog, at HTC One X+ ikke skal erstatte One X i butikkerne – de to smartphones skal til gengæld sælges side om side med HTCs One S-model.

Startprisen på den kommende topmodel forventes at være 4.999 kroner, og den kommer i handlen i Europa og Asien i løbet af den næste måned. Desuden kan det oplyses, at opdaterinegn til Jelly Bean med HTC Sense 4+ bliver rullet ud til HTC One S og HTC One X i oktober.

HTC One X+

Denne nyhed bringer vi i samarbejde TV 2 Beep

Les videre
Exit mobile version