Helt tæt på Sony Xperia Tablet S

I går på IFA-messen lancerede Sony en række nye, mobile produkter. Heriblandt Xperia Tablet S, som skal bringe Sonys tablet-computere på linie med firmaets smartphones. Vi har haft fingrene i vidunderet.

Det er præcis et år siden, at Sony annoncerede firmaets første, Android-baserede tablet-computer, Sony Tablet S. Den var speciel i forhold til de fleste konkurrerende tablets dels på grund af det kileformede design, og dels fordi skærmen var på 9,4”. Kileformen gjorde Tablet S mere ergonomisk end andre Android-tablets, men også meget tyk, og desuden var den fremstillet nærmest 100% af plastic og virkede billig og en smule skrøbelig.

Med flottere design og bedre materialer gør den nye Sony-tablet sit indtog i Xperia-familien.

Det skal der laves om på nu, hvor Sony lancerer efterfølgeren Xperia Tablet S, som dels er tyndere og lettere, og dels er fremstillet af mere eksklusive materialer – blandt andet har tablet-computeren nu en bagside af børstet aluminium. Det kileformede design er der blevet holdt fast i, selvom det nu ikke længere tjener noget praktisk formål, så tynd som Xperia Tablet S er blevet.

Sony Xperia Tablet S er egentlig 8,8 mm tynd, men i toppen, hvor der er holdt fast i det kileformede design måler den 11,85 mm.

Specielt ved Xperia Tablet S i forhold til andre Android-baserede tablets er blandt andet, at den tåler at blive våd (dog ikke at komme under vand, Sony siger, at den tåler ”vandsprøjt”), og derudover er den designet til at dele indhold og oplevelser med andre. “Guest mode” giver dig mulighed for at oprette individuelle brugerprofiler til familiemedlemmer og gæster, og man kan blandt andet spærre for diverse apps, så børnene for eksempel ikke har adgang til Google Play (og dermed ikke kan bruge penge på apps) eller fars emailkonto.

Bagsiden på Sony Xperia Tablet S er fremstillet af børstet aluminium.

Ligesom sin forgænger har også Xperia Tablet S en skærm på 9,4”, som i denne inkarnation byder på en opløsning på 1280 x 800 pixels. Operativsystemet er Android 4 (ICS), og hjernen bag det hele er en Nvidia Tegra 3 quad-core processor. Xperia Tablet S kommer med Wi-Fi, Bluetooth 3.0 samt et bagkamera på 8 MP og et frontkamera på 1 MP. Lidt specielt er det, at Xperia Tablet S har en almindelig SD-port og altså ikke understøtter microSD uden en adapter.

Indgang til SD-kortet - og altså ikke microSD - er gemt bag en lille plasticlåge.

Sony Xperia Tablet S fås fra oktober måned dels enten med Wi-Fi eller både 3G og Wi-Fi, og dels kommer den i en version med 16 GB indbygget lagerplads og i en version med 64 GB. Den billigste variant med kun Wi-Fi og 16 GB koster 3.300 kroner, mens topmodellen med både 3G og Wi-Fi samt 64 GB hukommelse kommer til at koste flotte 5.800 kroner!

Les videre
Exit mobile version