Da mobilspil begyndte at blive populære, var problemet for spiludviklerne, at app-butikkerne tog en klækkelig provision af salget. Ikke blot det grundlæggende køb, men også abonnementsomkostninger. Dette forsøgte Epic Games at omgå med sit ekstremt populære Fortnite ved at opkræve betaling direkte i spillet. Hvilket førte til, at Apple fjernede det fra App Store og Google fra Play Store. Monopollignende adfærd, mente Epic, som sagsøgte de to giganter.
I december 2023 fandt en jury, at Googles regler var beregnet på at hindre konkurrence. På trods af muligheden for selv at installere apps, hvis man ved hvordan, betød Googles partnerskaber med producenter og kontrol over adgangen til app-markedet, at det i praksis var dem, der bestemte. Google appellerede dommen og argumenterede for, at det burde være en dommer og ikke en lægmandsjury, der afgjorde en så kompliceret juridisk sag.
Nu har The Ninth Circuit Court of Appeals, den største appeldomstol, som blandt andet omfatter Californien, afsagt sin dom. Retten finder, at Googles Play Store for Android-apps fungerer som et ulovligt monopol. Den siger, at Google har brugt ulovlige metoder til at bibeholde sin dominerende rolle. Dommer Margaret McKeown skriver i sin afgørelse, at “beviserne for Googles konkurrencebegrænsende adfærd var omfattende” og understreger, at “Play Stores dominerende position blev forstærket af netværkseffekter og de vilkår, som udviklere og producenter af enheder blev pålagt”.
Domstolen pålægger Google at tillade downloads af alternative app-butikker i Play Store og at gøre alle apps tilgængelige for dem, medmindre udviklerne frabeder sig det. Udviklere må ikke tvinges til at bruge Googles betalingssystem, og Google må heller ikke lokke udviklere med fordele, hvis de udgiver apps eksklusivt i Play Store.
Google har antydet, at de muligvis vil bede højesteret om at gennemgå dommen.
I Apples tilfælde har der ikke været nogen klar sejr til nogen af siderne. Dog fik Apple forbud mod at forhindre udviklere i at opkræve betaling på andre måder. Det var også en stærkt medvirkende årsag til, at EU beordrede Apple til at tillade download af apps fra andre steder end App Store. Hvilket netop er blevet indført i iOS.
