Computerskærm oplader mobilen trådløst

Samsungs nye SE370 lærer computerskærmen nye tricks ved at indbygge trådløs opladning af mobilen.

Samsung SE370

Samsung synes tydeligvis, at der er rigeligt med kabelrod på skrivebordet i forvejen, og at der ikke er nogen grund til at gøre det værre med en mobiloplader. Derfor har den nye computerskærm SE370 indbygget induktionsopladning.

Ideen er egentlig snublende indlysende. Alle, der bruger en computer, har alligevel deres smartphone liggende tæt ved skærmen. Og hvis man kan slå nogle funktioner sammen, så hvorfor ikke?

Skærmen oplader med Qi-standarden, der bruges af de fleste induktionsopladte telefoner på markedet. Dermed er skærmen ikke bundet til Samsungs egne telefoner. For øvrigt er Samsungs første mobiltelefon med indbygget trådløs opladning Galaxy S6, imens ældre telefoner kan forsynes med en bagplade med induktion.

Skærmen SE370 kommer i to størrelser på henholdsvis 23,6″ og 27″, og begge har Full HD-opløsning (1.920 x 1.080 pixels).

Læs videre
Exit mobile version