Nyhed

IFA 2021 aflyst

Den store elektronikmesse i Berlin bliver også i år ramt af corona.

Den traditionelle IFA-messe i Berlin trækker hvert år tusindvis af tech-journalister, producenter og publikummer til for at se efterårets elektroniknyheder på nært hold. Sidste års messe var et nedskaleret, digitalt arrangement, men i år skulle IFA efter planen genopstå som fuldskala messe for publikum og presse.

Sådan bliver det imidlertid ikke: IFA 2021 er netop blevet aflyst. Det meddeler arrangøren Messe Berlin og brancheorganisationen gfu Consumer & Home Electronics GmbH i en fælles pressemeddelelse.

Læs også IFA 2021 bliver fysisk Under sloganet Tech is Back lover den tyske forbrugerelektronikmesse, at IFA 2021 vil finde sted mellem 3. og 7. september 2021.

“For mange usikkerhedsmomenter”

Beslutningen om at aflyse er taget efter indgående samtaler med folkesundhedseksperter og medarrangører. Den igangværende globale coronapandemi og usikkerheden omkring udrulningen af vacciner gør det svært for både deltagere og udstillere at planlægge en fysisk messe.

En anden årsag skal være, at arrangøren Messe Berlin har forvandlet dele af udstillingsområdet til vaccinationscenter og akuthospital, som der er behov for længere end oprindelig antaget.

“Innovation har brug for en platform og for global opmærksomhed. Derfor har brands og producenter fra hele teknologibranchen været meget opsat på at komme til IFA Berlin 2021. Desværre indebærer den nylige udvikling i folkesundheden for stor risiko for planlægningen af arrangementet for alles vedkommende,” siger Kai Hillebrandt, der er formand for gfu Consumer & Home Electronics GmbH.

Han fortsætter: “Der er simpelthen for mange usikkerhedsmomenter. Derfor er det lige nu nærmest umuligt for nogen at planlægge at deltage i en messe.”

Arrangørerne lover derimod, at næste års messe, IFA 2022, vil blive afholdt som fuldskala live-begivenhed på det traditionelle messeområde i Berlin.

Les videre
Exit mobile version