Kompakt multiroom fra B&O Play

Bang & Olufsen tager multiroom-konkurrencen op med halvmåneformet højttaler.

IFA_bogo_A6_Detail_9_web
Frontstoffet er lavet af Kvadrat, der mest er kendt for møbeltekstiler. Foto: B&O.

Sofa?

Det er det første ord, der kommer ind i hovedet på mig ved synet af Beoplay A6, som B&O netop har præsenteret på IFA 2015-messen.

Associationen viser sig at være ramt lige i plet. Det groft vævede stof på multirumshøjttaleren er nemlig fremstillet hos Kvadrat, som er er af Europas største producenter af møbeltekstiler. B&O har dog ikke flået betrækket af en 3-2-1-siddegruppe, men har fået stoffet fremstillet specielt med akustisk gennemsigtighed for øje.

Beoplay A6 er en aktiv, trådløs højttaler til hjemmebrug. Den bliver en lillebror til  BeoPlay A9, som vi har testet med godt resultat. Hvor A9 var tallerkenformet, ligner A6 nærmere en liggende halvmåne. Den buede front er som nævnt beklædt med stof, mens bagsiden er i hvid plast. Et håndtag gør det let at samle højttaleren op og tage den med sig rundt i huset. Når man husker at tage stikket ud, da den kører på lysnet, og ikke batterier.

Fingertouchbetjeningen sker via en streg langs toppen. Foto: B&O.

Fem højttalere og 250 W
BeoPlay A6 indeholder fire fremadvendte højttalerenheder (to bas/mellemtone og to diskantdomer), samt en bagudvendt fuldtoneenhed, som gør lydbilledet ekstra rummeligt. Hver højttaler har sin egen digitale forstærker. Den samlede forstærkereffekt i A6 er 250 W.

Det er svært at få ørenlyd i de gigantiske messehaller på IFA, men vi fik demonstreret A6 i et separat lokale, væk fra larmen. Og den lyder rigtig lovende. Lyden virker umiddelbart ren og forbløffende fyldig, trods det slanke kabinet. Og selv om stereoperspektivet ikke er som på et fuldvoksent anlæg, er lyden bestemt rumlig. Vi har straks bestilt testeksemplar, så vi kan lægge øre til den under mere kontrollerede omstændigheder.

BeoPlay A6 er nærmest halvmåneformet. Foto: B&O.

BeoPlay A3 er designet af den anerkendte danske designer Jakob Wagner: “Jeg har egentlig designet BeoPlay A6 på samme måde, som når jeg designer et møbel. Den intuitive men også overraskende form spiller altid ”hen imod dig”, uanset hvor du er, og derfor får man et mere intimt forhold til sin BeoPlay A6 end til et konventionelt musiksystem,” forklarer Jakob Wagner.

Klar til multiroom
Højttaleren kan streame musik via AirPlay, DLNA eller Bluetooth 4.0 og har integreret adgang til Spotify, Deezer og TuneIn-internetradio. BeoPlay A6 er udstyret med BeoLink Multiroom teknologi, som samler alle B&O PLAY og Bang & Olufsen produkter i ét. Med BeoLink Multiroom er det muligt at spille forskellig musik i forskellige rum eller spille den samme musik i hele hjemmet.

BeoPlay A6 fås i fire farver, kaldet Light Grey, Dusty Blue, Dark Rose og Dark Grey. Prisen er 7.499 kroner.

Foto: B&O.
Les videre
Exit mobile version