Nyhed

Huawei kunne aflytte hollandske KPN

Hidtil hemmeligholdt rapport afslører, at Huawei havde ubegrænset adgang til alle samtaler i hollandsk mobilnetværk.

Kinesiske Huawei producerer ikke bare smartphones. Faktisk er virksomhedens kerneforretning at levere selve den infrastruktur, som udgør mobilnetværket. Således var Huawei i en årrække leverandør af danske TDC’s 4G-netværk.

Forhåbentlig betyder det ikke, at TDC’s mobilkunder har udsat for samme risiko og potentielle krænkelse af deres privatliv som kunderne hos KPN – det hollandske sidestykke til TDC.

Huawei har nemlig i en årrække været leverandør af KPN’s mobilnetværk, og nu afslører en hidtil hemmeligholdt intern undersøgelse foretaget af KPN tilbage i 2010, at den kinesiske virksomhed i hvert fald dengang havde ubegrænset, ukontrolleret og uautoriseret adgang til at overvåge trafik i KPN’s kernenetværk. Både fra Huaweis lokaliteter hos KPN i Holland og sågar fra Kina. Det skriver den hollandske avis De Volkskrant.

Læs også Hvad i alverden foregår der hos Huawei? Tidligere medarbejdere beskylder Huawei for diskrimination og for at blande sig i deres privatliv.

Alarmerende risikovurdering blev holdt hemmelig

KPN outsourcede drift og vedligeholdelse af kernenetværket til Huawei i 2009. Dette indebar bl.a., at seks Huawei-medarbejdere havde deres faste arbejdsplads hos KPN i Haag, hvor hovedkontoret befandt sig på det pågældende tidspunkt.

Af sikkerhedsgrunde – ikke mindst fordi KPN var blevet advaret adskillige gange af den hollandske efterretningstjeneste AVID – bad teleoperatøren eksperter fra Capgemini om at analysere eventuelle risici forbundet med Huawei.

Konklusionerne viste sig at være så alarmerende, at den interne rapport blev holdt hemmelig:

“Den fortsatte eksistens af KPN Mobile er i alvorlig fare, fordi licenser kan tilbagekaldes, eller regeringen og virksomhederne kan miste deres tillid til KPN, hvis det bliver kendt, at den kinesiske regering kan aflytte KPN-mobilnumre og lukke netværket,” citerer De Volkskrant rapporten.

På det tidspunkt havde KPN’s mobilnetværk 6,5 millioner abonnenter.

Læs også Over 500.000 Huawei-mobiler inficeret med Joker-trojaner Mere end en halv million Huawei-brugere har downloadet inficerede apps fra firmaets officielle app-butik, AppGallery.

Både KPN og Huawei afviser

I lørdags udtalte KPN følgende til nyhedsagenturet ANP:

”Det er aldrig blevet fastslået i alle år, at kundedata skulle være blevet stjålet af Huawei fra vores netværk eller vores kundesystemer, eller at netværket er blevet aflyttet.”

Huawei har udsendt en pressemeddelse om sagen. Heri skriver den kinesiske virksomhed bl.a.:

“Huawei-medarbejdere har ikke haft uautoriseret adgang til KPN’s netværk. Siden vores begyndelse i Holland for 15 år siden er vi aldrig blevet holdt ansvarlige af myndighederne for nogen form for ulovlige handlinger.”

Les videre
Exit mobile version