Nyhed

Vivid Audio Moya M1 high-end højttaler

Vanvittig konstruktion med 13 enheder.

Foto: Vivid Audio

I virkeligheden er der ingen grund til at blive overrasket. Selv om Vivid Audio Moya M1 ikke ser ud som en almindelig højttaler, er den jo også designet af en fyr, der aldrig i sit liv har beskæftiget sig med almindelige højttalere. Laurence Dickie har for længst cementeret sin legendestatus – som manden bag Bowers & Wilkins Nautilus er han vant til at tænke anderledes om højttalere.

Se bare på Vivid Audios katalog. Der er intet, der ligner en almindelig kassehøjttaler. Organiske former dominerer fra top til bund, fra inderst til yderst, og det er fuldt bevidst.

Læs også Vivid Audio Kaya S12: Renere lyd får du ikke Vivid Audio er lykkedes med noget, som ikke burde være muligt i så lille et kabinet.

Ikke for at designet skal skille sig ud fra alt andet ved at se så overjordisk ud som muligt, men fordi de usædvanlige former ifølge Dickie bidrager til endnu bedre lyd.

Det gælder selvfølgelig også for denne, en non plus ultra-konstruktion, som Dickie fantaserede sig frem til i isolationsperioden under pandemien.

Her er der hele otte af Vivid Audios C225-100H basenheder. Hver af dem kan håndtere en effekt på op til 800 watt.

Foto: Vivid Audio

De 22,5 cm store basenheder er placeret lodret på hver side af kabinettet, og magneterne er boltet fast til en stålkonstruktion, der eliminerer resonanser, når de enorme kræfter i bassen sættes i sving.

Diskantenhederne som kan skimtes på fronten – D26 på 26 mm – er belagt med et diamantlag over aluminiumsmembraner, Diamond-like Coated (DLC), som det kaldes.

De øvrige enheder på fronten er to C175 mellemtonebasser, en C100 mellemtone og en D50 øvre mellemtone. Tallene her angiver hver enkelt enheds diameter.

Foto: Vivid Audio

Som man kan se, er Vivid Audio Moya M1 ikke nogen lille højttaler. Den måler 166 cm i højden og er hele 1,2 meter dyb. Hver højttaler vejer 346 kg, og de skulle kunne klare en effekt på op til 3 kW.

Vivid Audio opgiver en følsomhed på 93 dB for Moya M1 med en nominel impedans på 5 ohm, som falder til 2,5 ohm ved 40 Hz.

Frekvensområdet siges at være 19-42.000 Hz ved – 6 dB.

Hvad er prisen? Millioner, garanteret, men vi ved ikke præcis hvor mange.

Foto: Vivid Audio
Les videre
Exit mobile version