Nyhed

Samsungs nye soundbars kommer til juni

Lancerer nye soundbars med Dolby Atmos, DTS:X, Q Symphony og meget andet.

Samsung afslørede årets nye soundbars allerede på CES-messen i Las Vegas i januar, men siden da har der været ret stille omkring firmaets 2020-modeller. Måske er de forsinket på grund af corona?

Uanset hvad, så meddeler Samsung nu, at de nye modeller er sat i produktion og kan forventes i butikkerne i løbet af juni. På Samsungs website er det også åbnet for forudbestilling af enkelte modeller. I år kan Samsung tilbyde hele tre forskellige modelserier – Q, S og T – med et bredt udvalg af soundbars i forskellige størrelser og prisklasser.

Samsung HW-Q800T. (Foto: Samsung)

Samsung HW-Q800T: Ny high-end-model

Den måske mest interessante for os lyd- og billedentusiaster er den nye high-end-model HW-Q800T, der får fuldblods Dolby Atmos 3D-lyd med integrerede højdekanaler (3.1.2) og trådløs 8 tommers subwoofer. Baghøjttalere medfølger ikke, men Samsung tilbyder et trådløst surround-sæt som tilbehør (modelkode SWA-9000S).

(OBS: Samsung har ikke bekræftet det endnu, men det ligger i kortene, at vi får en endnu dyrere flagskibsmodel, Q900T/Q950T, at se i løbet af efteråret som efterfølger til flagskibet HW-Q96R, en af vores favoritter fra sidste år.)

Q800T understøtter i øvrigt HDMI eARC, så den kan modtage højopløste lydsignaler via HDMI-indgangen, når den kobles til et kompatibelt TV.

Samsung HW-Q800T. (Foto: Samsung)

Q800T kommer også med Q-Symphony, som er en ny funktion på årets Samsung-modeller. Når man kobler Q800T til et kompatibelt 2020 Samsung-TV, kan man bruge TV’ets indbyggede højttalere til at udvide lydbilledet! Denne funktion er dog kun tilgængelig på dyrere Samsung-TV’er med ekstra højdehøjttalere (såkaldt Object Tracking Sound).

Q800T vil efterhånden også få også selskab af lillebror Q70T, der tilbyder flere af de samme funktioner med en noget enklere højttalerløsning og en mindre 6,5 tommers subwoofer.

Den mindste i Q-serien hedder HW-Q66T. Den må klare sig uden Dolby Atmos, men understøtter til gengæld Q Symphony og DTS Virtual:X, som giver virtuel surround-lyd.

Samsung HW-S66T. (Foto: Samsung)

S-serien

Ud over Q-serien udsender Samsung også nye modeller i S-serien, S66T og S46T. De har et mere interiørvenligt og kompakt udseende og er klædt i tekstil fra danske Kvadrat. Måske et godt match for The Frame? Højttalerne anvender Samsungs Acoustic Beam-teknologi og skal give brugbar basgengivelse på egen hånd, men kan også udvides med trådløs subwoofer (ekstraudstyr).

Samsung HW-T550. (Foto: Samsung)

T-serien

T-serien er Samsungs nye budgetserie af soundbars. Den nye T660 har 3.1.2-kanals lyd (dedikeret venstre, center og højre kanal), mens T560 er tokanals. Begge understøtter DTS Virtual:X, der simulerer 3D-lyd uden dedikerede højdekanaler.

Priser og tilgængelighed

Samsungs nye 2020-soundbars kommer i butikkerne i løbet af juni/juli.

Forventede priser

Samsung HW-Q800T: 5.999 kr.

Samsung HW-S66T: 2.999 kr.

Samsung HW-T550: 1.899 kr.

Les videre
Exit mobile version