Nyhed

Nye soundbars fra Sony

Den ene soundbar understøtter Dolby Atmos, den anden har medfølgende baghøjttalere.

Sony lancerer to nye soundbars – HT-G700 og HT-S20R – til forskellige målgrupper.

Dolby Atmos med HT-G700

HT-G700 er en overkommeligt trekanals soundbar med venstre, højre og centerhøjttaler indbygget. En dedikeret centerhøjttaler er vigtig for tydeligere gengivelse af filmdialoger. Lyden processeres digitalt af en DSP, der simulerer 3D-lyd, så lytteren føler, at lyden også kommer bagfra og over hovedet.

Både Dolby Atmos og DTS:X 3D-lyd understøttes, og soundbaren har eARC, der understøtter højopløst lyd ud fra TV’et. F.eks. Dolby TrueHD med Atmos.

Sony HT-G700 er en 3.1 soundbar med Dolby Atmos og DTS:X. (Foto: Sony)

Vi bliver lovet bedre signalbehandling og dermed større surround-lyd end med den aldrende HT-XF9000. En trådløs subwoofer medfølger for at give ekstra power til bas-effekterne på film og musik. Sub’en har fået større intern volumen, som skal give dybere og mere fyldig bas end XF9000.

Baghøjttalere

HT-S20R har både medfølgende baghøjttalere og subwoofer og er derfor at betragte som et ægte 5.1 lydsystem. Man kunne så tro, at det var den dyreste af de to. Men her taler vi om den gammeldags metode med kabler til baghøjttalerne. Subwooferen er også kablet, så hvis du troede, at du kunne slippe for at trække kabler gennem stuen skjult under tæppet, så må du tro om igen.

HT-S20R har både baghøjttalere og subwoofer, men alle er kablede. (Foto: Sony)

Begge soundbars har trådløs musikafspilning via Bluetooth, men ingen af dem har netværksafspilning eller smart-tjenester indbygget.

Priserne er 3.500 kroner for HT-G700 og 2.100 kroner for HT-S20R.

sony.dk

Les videre
Exit mobile version