Nyhed

Nye enheder og delefiltre skal give bedre lyd

Contours i-serie er ny både udvendig og indvendig.

Det er efterhånden fire år siden, vi dryssede seks stjerner ud over Dynaudio Contour 20. Senere testede vi også flagskibet i serien, Contour 60, og de var længe blandt vores referencehøjttalere.

Nu har Contour-serien fået en omfattende opgradering, hvor stort set alt det tekniske er ændret. De ligner forgængerne fra 2016, men 2020-modellerne skal ifølge Dynaudio være endnu bedre.

(Foto: Dynaudio)

Opgraderingerne gælder alle modeller, der er udviklet i Dynaudios Jupiter-målelaboratorium: Kompakthøjttaleren Contour 20, den slanke gulvstående Contour 30, flagskibet Contour 60 og centerhøjttaleren Contour 25.

Nu hedder de Contour i – i for “improved”, kunne man tro, og det tyder de omfattende opgraderinger på, at de også er.

(Foto: Dynaudio)

Nye enheder

Alle modeller får den nye Esotar2i, en diskant-enhed med den samme Hexis-resonansdæmper, som debuterede på high-end-serien Confidence. Enheden har fået et større bagkammer, der giver en fladere frekvensrespons og lavere forvrængning.

(Foto: Dynaudio)

Bas-enhedernes kurv har fået Dynaudios nye Nomex-struktur, og den store Contour 60i har fået helt nye bas-enheder med kraftigere magneter, en ny svingspole med glasfiberkerne og strammere og kraftigere bas som resultat.

Mellemtonen i C 60i er den samme som før, men her er den monteret i en ny, dæmpet kabinetplade.

(Foto: Dynaudio)

Bedre delefiltre

Delefiltrene på Contour 20i, 30i og centerhøjttaleren 25Ci er blevet opgraderet, så de passer til de nye enheder, og Dynaudio opdagede, at de ikke længere havde brug for impedanskorrektion i delefilteret, og har fjernet det.

I Contour 60i er hele delefilteret erstattet af et nyt, forenklet delefilter. Her er delefrekvensen på basserne flyttet til 300 Hz, og højttalernes frekvensrespons er fladere fra bas til mellemtone.

Blandt de ændringer, man ikke kan se, er ny dæmpning indvendig, og blandt dem, man kan se, er nye finishes: En valnødfinér, en lakeret grå egefinér og en dybsort højglanslak.

Contour i-serien er allerede klar til bestilling hos udvalgte forhandlere.

(Foto: Dynaudio)

Les videre
Exit mobile version