Morel fornyer Ocave-serien

Octave-serien fra Morel findes i ny udgave, nu under navnet Octave 6.

Den nye Octave 6-serie har indtil videre to modeller; kompakthøjttaleren Octave 6B og gulvmodellen Octave 6F.

Kabinetterne er rundere end tidligere og håndpoleret med seks lag pianolak. Vælg mellem sort eller hvid. Grillene, som dækker højttalerelementerne, er udført med tanke på at farve lyden mindst muligt, således at det næsten er umuligt at høre forskel på om højttalernes grill er af eller på.

Ingen indvendig dæmpning
Det specielle på indersiden af kabinettet er, at de er helt frie for dæmpningsmateriale. I stedet har Morel studeret vinkler i samspil med kabinetmaterialets resonerende egenskaber. Den vertikale frontplade står mod akustiske åbninger inde i kabinettet, som opbryder stående lydbølger. Dermed kan kabinettet vibrere sammen med højttalerelementerne på en kontrolleret måde, hvilket til syvende og sidste siges at resultere i et meget naturligt og åbent lydbillede.

Højttalerelementerne
Det er selve højttalerelementerne, som siges at være ”hjertet og sjælen i den nye serie”. Det nye mellembaselement benytter en talespole på hele 3 tommer, aluminium over titan, mens diskanten har en 1,1 tommers silkedome, overfladebehandlet med Acuflex. Dette skal gøre, at domen tåler højere lydtryk uden at bryde op i forvrængning. Det eneste vi finder om Acuflex andre steder er, at stoffet bruges i medicin som smertelindrende og febernedsættende. Men vi må gå ud fra, at diskantdomen ikke er lavet af Panodiler…

Gulvhøjttaleren Octave 6F har desuden to sidemonterede 9-tommers baselementer i en isobarisk konfiguration. Altså at det ene element sidder bag det andet, skjult indeni kabinettet.

Delefilteret har fået teknologi fra Morels referencehøjttaler, Fat Lady, og siges at bevare livet og dynamikken i lydsporet, for størst mulig live-følelse.

Priserne på de to modeller er 22.900 kroner for kompaktmodellen Octave 6B uden stativ, og 41.900 kroner for gulvhøjttaleren Octave 6F.

Les videre
Exit mobile version