Epson lancerer bærbare RGB LED-projektorer med Bose-lyd

Epsons nye Lifestudio-projektorer er designet til både indendørs og udendørs brug.

lifestudio family sofa google tv scaled 1

Epson lancerer nu sine første bærbare projektorer med RGB LED 3LCD-teknologi. Den nye Lifestudio-serie består af modellerne Flex (EF-71/EF-72) og Pop (EF-61/EF-62), som alle leveres med Google TV og lyd udviklet af Bose. Dertil kommer topmodellen Lifestudio Grand – en UST-projektor, der er beregnet til mere stationær brug.

RGB-LED 3LCD

De små projektorer er designet til at blive taget med overalt – fra stuen og soveværelset til haven eller sommerhuset – og kan projicere billeder på op til 150 tommer. Med understøttelse af HDR10 og indbygget spiltilstand (ALLM) fungerer de til både film og gaming.

I modsætning til traditionelle LED-lamper eller laserlyskilder bruger de nye Epson-modeller separate LED’er til rød, grøn og blå. Ifølge Epson giver det bedre farvemætning og højere lysstyrke end sammenlignelige DLP-projektorer, samtidig med at teknologien er mere kompakt og energieffektiv.

Lyd fra Bose

For nogen tid siden antydede Epson et samarbejde med Bose, og nu er resultatet her. Alle Lifestudio-modeller har et integreret højttalersystem fra Bose samt Bluetooth-understøttelse og Dolby Audio. Det betyder, at projektorerne kan bruges uden et separat lydsystem – selv om mange nok vil ønske at tilslutte dem til eksterne surroundhøjttalere eller en soundbar for at få den fulde biografoplevelse.

Smart-TV med Google

Med Google TV er der adgang til over 400.000 film og serier på tværs af streamingtjenester. Brugere kan logge ind med deres egne profiler, og Chromecast er indbygget for nem deling af indhold fra mobiler og tablets.

Lifestudio Grand – flagskibet i serien

Epson Lifestudio Grand. (Foto: Epson)

Samtidig lancerer Epson Lifestudio Grand EH-LS670, en ny UST-laserprojektor med ultrakort kastelængde. Vi taler 4K PRO-UHD-opløsning, 3.600 lumen lysstyrke og et massivt billede på op til 120 tommer – selv når projektoren kun er et par centimeter fra væggen. Også her er lyden signeret Bose.

Med et kontrastforhold på 5.000.000:1, HDR10-understøttelse og AI-drevet billedbehandling siger Epson, at den kombinerer knivskarpe detaljer og levende farver. Grand er også skræddersyet til gaming med lav input lag (<20 ms) og ALLM-tilstand. Tilslutningerne omfatter Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.2 og tre HDMI-indgange, herunder en med eARC.

Modeller og priser

Epson lancerer også et justerbart gulvstativ (ELPFS01) og en trådløs karaokemikrofon (ELPKM01) som tilbehør.

De nye Epson Lifestudio-projektorer er tilgængelige i butikkerne i denne måned, med undtagelse af Grand, som kommer i november.

 

Læs videre
Exit mobile version