DTS-X: Nyt lydformat fra DTS

Vi hører meget om Dolby Atmos for tiden, men nu er ærkekonkurrenten DTS snart klar med sit sit nye tredimensionale surroundformat.

DTS HD Master Audio var indtil for ganske nylig det mest foretrukne lydformat på Blu-ray film med høj kvalitet på lydsporet. Så kom Dolby Atmos og slog ned som en bombe i hjemmebiomarkedet. Det nye lydformat byder på objektbaseret 3D-lyd med hjælp fra højdekanaler monteret i loftet eller oven på de eksisterende højttalere. De første film, surroundreceivere og højttaler, som understøtter Atmos, er allerede i butikkerne.

Parallellelt med Atmos blev endnu et nyt, konkurrerende lydformat, Auro 3D, lanceret. Mange stillede sig derfor spørgsmålet “hvad vil DTS nu finde på?”

Skalerbart 3D-format
DTS er fast besluttet på at fortsætte med at være en vigtig aktør i lydbranchen. Deres nye lydcodec, DTS-X, præsenteres i løbet af marts 2015, og vil i lighed med Dolby og Auro være et objekt- (X/Y/Z) baseret lydformat, hvor lydeffekterne får en mere nøjagtig positionering og panorering end tidligere. Nøjagtige specifikationer, samt på hvilke områder, det nye format adskiller sig fra konkurrenterne, ved vi ikke med sikkerhed endnu – men noget af det, der ser ud til at blive vigtigt for DTS, vil være, at lydformatet skal kunne skaleres til en række forskellige højttalerkonfigurationer. Dermed kan vi måske håbe på, at også traditionelle 5.1- og 7.1-højttaleropsætninger kan få et lydmæssigt løft med DTS-X – med eller uden ekstra højdekanaler.

Justerer volumen på stemmer
Et andet trick, som DTS har lavet, er at separere dialogsporet fra den øvrige lyd i centerkanalen, således at niveauet på stemmer kan hæves eller sænkes i forhold til resten af lydsporet. Noget, som kan blive en kærkommen finesse til film med uklar dialog, eller til filmkigning i de sene aftentimer. Og måske til sportstransmissioner, hvor man vil kunne kvæle en irriterende kommentatorstemme uden at gå glip af publikumsbruset.

Meget er endnu ukendt om DTS-X, men det spås, at flere receiverproducenter vil lancere opgraderede modeller i forbindelse med den officielle lancering i marts. Lyd & Billede følger udviklingen.

Hvad synes du? Har vi brug for endnu et nyt lydformat?

Les videre
Exit mobile version