Nyhed

Trådløs surroundlyd fra DALI

DALI samler sine trådløse højttaler under navnet DALI Equi. Og samtidig udvides systemet til trådløs surroundsound via et HDMI-modul.

Foto: DALI

Vi har mange gange tidligere skrevet om DALI’s trådløse højttalere og også testet flere af dem. Men hidtil har der været tale om stereomodeller. Nu udbygger DALI med trådløs surroundlyd i op til 7.1 kanaler.

Det sker i form af en udvidelse til Sound Hub, der er systemets samlecentral. Et HDMI-indstiksmodul åbner for opsætninger med mere end to kanaler. I valgfrie trin hele vejen til 7.1-surround.

Det åbner også mulighed for at lave et 3.1-system med trådløs subwoofer. Til det formål kommer DALI WSR (Wireless Subwoofer Receiver), der er en trådløs adapter, som kan bruges med alle kablede, aktive subwoofere til at koble dem til det trådløse system.

DALI WSR er en trådløs adapter, der gør det muligt at bruge aktive subwoofere med DALI Equi-systemet. (Foto: DALI)

Vil du hellere bruge de ekstra kanaler til multirum, frem for mangekanalers hjemmebiograf, giver udvidelsesmodulet BluOS NPM-2i adgang til multirumslys med Bluesound-streaming og AirPlay 2.

Indstiksmodulet DALI NPM-2 giver adgang til musikstreaming og multirum. (Foto DALI)

DALI Equi

Ved samme lejlighed har alle DALI’s trådløse højttalere fået et fælles navn, DALI Equi. Serierne Rubicon C, Callisto C og Oberon C fortsætter stadig. Men navnet viser, at de er én familie, der kan kombineres efter lyst og behov.

DALI WSR koster 999 kroner.

Der er ikke oplyst en pris på HDMI-udvidelsen af Sound Hub, men BluOS-udvidelsen koster 3.699 kroner.

Les videre
Exit mobile version