Nyhed

To nye hi-fi-produkter fra Leak

70 år efter relanceres Leak i charmerende retro-design.

Den så jeg ikke lige komme. Engelske Leak har været væk så længe, at jeg var sikker på, at det eneste sted, man kunne finde noget fra dem, var på brugtmarkedet.

Da de lukkede portene for 40 år siden, endte en historie, som begyndte i 1934, da Harold Leak grundlagede H.J. Leak & Co. Ltd. i London. De lavede forstærkere, pladespillere og højttalere til hjemmemarkedet, og kendere vil huske rørforstærkeren TL/12, hybridhøjttalerne med 15 tommers basser og elektrostat-enheder og – ikke at forglemme– Stereo 30, en integreret rørforstærker, der blev lanceret i 1963.

(Foto: Leak)

Nu relanceres Leak, der ejes af IAG Group, som også ejer en anden traditionel engelsk hi-fi-producent, Quad. De to første produkter fra det genopståede mærke er den integrerede forstærker Stereo 130 og CD-transporten Leak CDT.

Forstærkeren leverer 45 watt i hver kanal (8 ohm) og har indbygget digitalkonverter med understøttelse af 32 bit/384 kHz PCM-lydfiler samt både optisk, koaksial og USB-indgang til digitale lydkilder. Den understøtter også DSD-filer og har Bluetooth-streaming.

(Foto: Leak)

Stereo 130 har også pladespillerindgang til MM-pickup, tonekontroller og digitale udgange. Forstærkeren kan leveres med eller uden trækabinet. Med er den ikke større end 32,6 cm i bredden og 27,6 cm i dybden.

CD-transporten er knap en cm dybere, ellers er målene de samme både med og uden trækabinet.

(Foto: Leak)

Som man kan se på billedet, er Leak CDT uden analoge lydudgange og kobles til forstærkerens ES9018K2M Saber32 Reference-DAC via en af de digitale indgange. Den understøtter også afspilning af musik via USB.

Leak Stereo 130 og Leak CDT kommer til at koste henholdsvis 800 og 700 pund, og vil være tilgængelige hos de første forhandlere fra juli 2020.

(Foto: Leak)
Les videre
Exit mobile version