Se video med Spotify om få dage

Allerede i denne uge kommer der videoklip i Spotifys Android-app. iOS-brugere skal vente til begyndelsen af februar.

(Foto: Producent)

Uha, det er længe siden, vi første gang skrev, at Spotify legede med tanken om at tilføje video-indhold til tjenestens allerede enorme udvalg af musik-numre. Men nu er det lige ved og næsten, for allerede i løbet af denne uge, vil amerikanske, engelske, svenske og tyske brugere af tjenestens Android-app kunne se videoklip fra indholdsudbydere som ESPN, Comedy Central, Vice og BBC på deres mobil eller tablet. Det skriver WSJ.

Til at begynde med vil videoerne blive vist uden reklame, men CNET citerer Spotify-chef, Daniel Ek, for at sige, at video-reklame “kan blive en vigtig indtægtskilde i fremtiden.”

Foto: Spotify / WSJ

Spotify har beta-testet video-indholdet i en periode i nogle af de førnævnte lande og har tilpasset både funktionalitet og brugerflade ud fra de erfaringer, der er blevet høstet i testperioden. Således vil app’en foreslå video-klip udvalgt efter brugerens musiksmag, ligesom man også vil præsentere en slags playlists med video-klip såsom “Ugens Nyheder” eller “Grin til Frokost”. Det er den bedste måde at få brugerne til faktisk at se video-indholdet, siger vicedirektør Shiva Rajaraman til WSJ.

Brugere af spotifys app til iPhone og iPad vil få adgang til video-indhold i slutningen af næste uge.

Spotify er verdens største musikstreaming-tjeneste med mere end 75 millioner brugere. Flertallet af brugerne anvender dog Spotifys gratis, reklame-baserede version, og hvis videoerne på et senere tidspunkt også kommer til at indeholde reklamer, kan det være en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til streaming-tjenesten, som gik ud af 2014 med et underskud på driften på 1,23 milliarder kroner.

Les videre
Exit mobile version