Nyhed

Ny forstærkerserie fra Aavik

Kendte navne bag tre forstærkere i sværvægtsklassen.

Audio Group Denmark er et ret nyt navn på hi-fi-firmanentet, men tydeligvis et, som vi skal lægge mærke til.

Et af firmaerne i gruppen er Aavik, der laver forstærkere i den absolut tunge ende af skalaen. Og de har lige hævet ambitions- og prisniveauet et hak mere.

Det sker med en ny forstærkerserie, kaldet 880. Serien består af I-880, der er en integreret forstærker, forforstærkeren C-880, og P-880, der er en effektforstærker.

Det er indtil videre lidt sparsomt med hårde tekniske data i pressematerialet, og 880-serien er heller ikke at finde på firmaets hjemmeside endnu. Det fremgår dog, at effektdelen skulle levere 2 x 200 watt i ren klasse A. Vel at mærke “samtidig med, at den ikke bruger mere effekt end nødvendigt.” Hvordan det lader sig gøre i praksis, er vi spændte på at se, eftersom klasse A-drift normalt betyder, at der trækkes fuld effekt hele tiden.

Af andre utraditionelle tekniske løsninger fortæller pressematerialet fra Aavik, at der er indbygget analog rumkorrektion i I-880 og C-880 i form af et filter, der skulle fjerne frekvenspukler i basområdet og “tilpasse lydoutput til rummets størrelse.” Forstærkerne har også en analogt filtreret udgang til subwoofer.

Aavik bruger noget, som de kalder “Aktive Teslaspoler” i deres forstærkere. (Foto: Aavik)

Aavik arbejder med noget, som de kalder “Active Tesla Coils,” hvor parvist snoede spoler tilfører analog dithering ved hjælp af modfasesignaler, som skulle forstærke musiksignalet og eliminere baggrundsstøj. Ifølge Aavik.

Anderledes klart er designsproget i den nye forstærkerserie. Og det er der en velkendt grund til. Det er nemlig Flemming Erik Rasmussen, der har stået for den æstetiske formgivning af produkterne, imens Michael Børresen står bag elektronikken. Hvis navnet Flemming Rasmussen virker bekendt, så skyldes det, at han er stifter og tidligere ejer af Gryphon.

De rene linjer skyldes Flemming Erik Rasmussen. Kølepladen virker dog lidt klejn for en forstærker, der skal afgive 2 x 200 watt i klasse A. (Foto: Aavik)

Aavik I-880 er tilgængelig nu, imens C-880 og P-880 skulle være klar i januar. Prisen er den samem for de tre forstærkere: EUR 67.000. Altså en rund halv million danske kroner. Stykket.

Les videre
Exit mobile version