Nordisk lyd i jyske stuer

Electrocompaniet inviterede på kaffe og high-end.

Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Norske Electrocompaniet laver særdeles spændende udstyr, som vi flere gange har testet med godt resultat. Men det er ikke altid nemt at komme til at høre det på vore breddegrader.

Derfor havde den danske importør af Electrocompaniet, Medlyd fyldt bilen op med tungt grej, og sat kursen mod Sejs i det midtjyske Søhøjland, tæt ved Silkeborg.

Her kunne man i hjemlige omgivelser høre det absolutte topgrej fra Electrocompaniet i form af The Nordic Tone Model 1-højttalerne og de monstrøse Nemo-monoblokke. Navnet fik forstærkerne på Abbey Road Studios i London, hvor de blev spændt foran B&W Nautilus-højttalere. Og alle ved jo, at det er Kaptajn Nemo, der styrer Nautilus!

Man kunne også høre pladespilleren ECG-1 og cd-spilleren EMC 1 Mk III, der genskaber den analoge fornemmelse fra vinylpladerne  – idet den med manuelt betjent låg og pladeholder er lige så omstændelig at betjene.

Geir Frode Skjæveland fra Electrocompaniet fortalte om virksomhedens historie og produkter. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Marketingsdirektør Geir Frode Skjæveland fra Electrocompaniet var med på turen, og forklarede om firmaets baggrund, og om produkterne, der alle er bygget i Norge.

Nordic Tone-højttalerne var oprindelig et forskningsprojekt om at udvikle en højttaler i verdensklasse. Men projektet forliste i slutfasen, da midlerne slap op, og Electrocompaniet overtog retten til højttaleren mod at betale gældsposterne i projektet. Nordic Tone Model 1 er bygget i aluminium, og selv om de langt fra er små, gav det et lydbillede, der langt overgik det fysiske omfang.

EC Living er Electrocompaniets multirumssystem. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Nordic Tone og Nemo kan være et nok så godt køb, målt på ydelse. Men de fleste af os har ikke en halv million til overs til et hi-fi-anlæg. Men nu kan man få Electrocompaniets navnetræk på sit udstyr til omkring en hundrededel af det beløb. Ved arrangementet kunne man nemlig også se og især høre multirumssystemet EC Living (get the pun?!). Der findes flere modeller, men en grundenhed med indbygget forstærker og højttaler, samt streaming fra Spotify, Tidal (naturligvis!), Qobuz og internetradio koster 5.495 kroner. Altså i samme leje som topmodellerne i andre multirumssystemer.  Oven på high-end-systemet var det svært at følge efter. Men EC Living lød dog mere end lovende.

Læs også – test af multirumssystemer.

Medlyd

Les videre
Exit mobile version