Lowther PX4 er britisk retro-hi-fi og håndværk

Hvis du mener, at lydudviklingen toppede midt i forrige århundrede, er din nye drømmeforstærker landet.

Lowther PX4

(Foto: Lowther)

I en verden, hvor klasse D-moduler på størrelse med en tændstikæske leverer 200 watt uden at blive håndlune, kan det ligne galmandsværk at lancere en forstærker, der fylder som en mikrobølgeovn, bliver glohed og yder beskedne 10 watt.

Men hos engelske Lowther handler det ikke om kvantitet. Det handler om traditioner.

Den legendariske britiske producent, der er mest kendt for deres uhyre effektive fuldtone-enheder og hornkonstruktioner, har børstet støvet af historiebøgerne. Resultatet er Lowther PX4 – en forstærker, der er direkte inspireret af firmaets egne designs fra 1940’erne og 1950’erne.

Lowther PX4
(Foto: Lowther)

Lyden af glas og glødetråde

Som navnet antyder, er forstærkeren bygget op omkring PX4-røret. For de uindviede ligner det blot en forvokset glødepære, men i rør-entusiasters kredse tales der om PX4-trioder med ærefrygt. Røret blev oprindeligt introduceret af Marconi-Osram helt tilbage i slutningen af 1920’erne og betragtes af mange som fundamentet for britisk high fidelity.

Lowther opgiver effekten til 10 watt per kanal i 6 ohm. Det lyder måske ikke af alverden, men forstærkeren er bestykket med hele fire PX4-rør’, og har man et par af firmaets egne hornhøjttalere, er det rigeligt til at blæse toupeten af lytteren. Lowther understreger selv, at målet ikke er råstyrke, men “at afsløre den musikalske sandhed”.

Læs også Nyhed: Hi-Fi-nostalgi for de velbeslåede Lowther Hegeman er en af de vildeste og mest eksotiske hornhøjttalere i historien. Og nu genoptager fabrikken produktionen.

Håndviklet i England

Forstærkeren er en hyldest til britisk industri. Der er ingen fjernbetjening, ingen streaming og absolut ingen Bluetooth. Til gengæld er der “point-to-point”-lodninger udført i hånden og transformatorer, der er viklet på værkstedet i Dorset, mens selve chassiset er fræset ud i Birmingham.

Det er “slow hi-fi” i sin reneste form. Det handler om at tænde forstærkeren, vente på at rørene varmer op, og så nyde musikken på en måde, som purister mener gik tabt, da transistoren overtog verdensherredømmet.

(Foto: Lowther)

Prisen for nostalgi

At bygge tingene i hånden i Storbritannien er imidlertid ikke billigt. Lowther PX4 er prissat til 14.400 britiske pund.

Hvis du vil have den hjem på hi-fi-hylden, skal du altså finde den store tegnedreng frem. Direkte omregnet lander vi på en pris omkring 135.000 kroner. Forstærkeren bygges på bestilling og kan fås i både “British Green” – så den matcher din Triumph TR6 i garagen – eller mere diskret sort finish.

Mere info: Lowther

Læs også Nyhed: Besøg hos Audio Note UK Hos Audio Note i England er man gået langt for at opnå den lyd, som man mener er den ultimative. Vi har besøgt Audio Note-fabrikken og talt med Peter Qvortrup.
Læs videre
Exit mobile version