Lille forstærker med kraft og attack

Burson Timekeeper er en forstærker lille nok til at passe i et minianlæg eller på skrivebordet, men med kraft til at drive gode højttalere.

Med en bredde på bare 25,5 cm er Burson Timekeeper således ikke større end en madkasse. Alligevel kan denne effektforstærker skilte med, skal vi tro producenten, 80 watt pr. kanal i 8 ohm med så lidt som 0,03 procent forvrængning. Skulle du ønske endnu mere kraft, kan du købe to og brokoble dem til monodrift, hvorefter de yder 240 watt hver. I mono kan du desuden vælge balanceret drift med XLR-kabler. Grunden til, at effekten mere end fordobles i mono, er for øvrigt, at forstærkeren ikke ”ser” mere end halvdelen af højttalerens impedans og dermed opfører sig som et par 8 ohms højttalere, men i virkeligheden er 4 ohm.

Klasse AB
Der hvor mange andre kompakte forstærkere har Klasse D-drift (svitset strømforsyning) for at øge effektiviteten, sværger Burson til traditionel Klasse AB.

Alene på markedet?
Burson mener selv, de er alene om at tilbyde en forstærker på denne størrelse med denne kraft, bortset fra et udvalg Klasse D-forstærkere, som de hævder ”lyder forfærdelige!”. Det fik undertegnede til at tænke på de nu udgåede forstærkere i AVI´s Laboratory-series, nemlig den integrerede S21MI og effektforstærkeren S21 MA. Glimrende forstærkere i normal Klasse A, som faktisk var opgivet til hele 2 x 175 watt i 8 ohm. Efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at AVI-forstærkerne havde en bredde på 31,5 cm og dermed større end Burson Timekeeper. Så kan de faktisk have ret i deres påstand alligevel.

Med Timekeeper er Burson gået hårdt ind for at lave en forstærker, som både appellerer til øjne og ører. En ægte hi-fi forstærker, som da også med en seriøs pris på omkring 20.000 kroner skal kunne drive selv vanskelige højttalere med god kontrol og glimrende lydkvalitet. Vi taler high-end på skrivebordet eller i bogreolen!

Vi kommer tilbage senere med en test af Burson Timekeeper.

moiz.no

Les videre
Exit mobile version