Nyhed

Leveres med unik Nagaoka-pickup

Technics fejrer 55 år med eksklusiv high-end-pladespiller.

I anledning af deres 55 års jubilæum udsender Technics en ny jubilæumsmodel af deres ikoniske pladespiller, kaldet SL-1210GAE. Den ligner en sort version af Technics SL-1200G, men har faktisk fået nogle opgraderinger, siden vi testede den.

(Foto: Technics)

SL-1210GAE bliver kun lavet i 1.000 eksemplarer og leveres med en unik Nagaoka MM-pickup – JT-1210 – med 3,0 mV udgangsspænding og nålearm i Boron, monteret i et aftageligt pickuphus af magnesium.

Det er i øvrigt den første Nagaoka MM-pickup, som snart kommer i en ubegrænset serie med samme design.

Technics-pladespillere siden 1972. (Grafik: Technics)

SL-1210GAE har pitch control, elektronisk hastighedskontrol, højdejustering af armen og indfældbart LED-lys.

Den har også fået sit eget emblem med indgraveret serienummer, og under den 10 mm tykke børstede aluminiumplade har Technics opgraderet chassiset i fire lag med støbt aluminium, en industriel BMC-komposit og ny gummidæmpning i bunden for bedre resonanskontrol.

(Foto: Technics)

Aluminiumtallerkenen har en drejet topplade i messing, dæmpet med et særligt gummimateriale, og en ny motor med spolekernerne flyttet ud til siden, styret af en hybrid encoder, der stabiliserer rotationen ved at korrigere spændingen, hvis den registrerer selv minimale afvigelser.

Pladespillerens totalvægt er 18 kg.

Tværsnit af den nye elektromotor med den hybride encoder i bunden. (Foto: Technics)

Tonearmen med aftageligt pickuphus og højdejustering har et armrør af magnesium, som skal give bedre dæmpning end aluminium, især i mellemtoneområdet, ifølge Technics.

Jubilæumsmodellen Technics SL-1210 GAE er prissat til 4.500 euro inklusive pickup og bliver tilgængelig i løbet af juni. Kun 700 eksemplarer kommer til Europa.

(Foto: Technics)
Les videre
Exit mobile version