Debatten om, hvorvidt højopløste formater giver en lydmæssig fordel eller bare er spild af båndbredde, foregår stadig mellem hi-fi-entusiaster og andre kloge-åger.
Nu ser det ud til, at stridsøksen kan begraves, og vi kan se fremad. Efter en blindtest lavet i oktober 2019 ved Audio Engineering Society-messen i New York fremlagde to ingeniører fra universitetet i Hiroshima – Yuki Fukuda og Shunsuke Ishimitsu – bevis for, at lyttere faktisk kan høre forskel på lyde optaget og afspillet ved forskellige sampling-frekvenser. Forskellen i forhold til tidligere undersøgelser er, at de to brugte testtoner i stedet for musik til at producere forskellene.
Testtonerne var både hvid støj og impulssignaler. Begge gengiver hver eneste frekvens inden for båndbredden med lige meget energi. Forskellen består i, at hvid støj er kontinuerlige frekvenser, der distribueres tilfældigt i tid, mens pulssignaler er de samme frekvenser samlet på et specifikt tidspunkt. Hvilket resulterer i en forsvindende kort transient, som et lille smæld.
De opløsninger, der blev brugt, var 48, 96 og 192 kHz, alle med 16 bit ordlængde. Testpanelet bestod af syv unge deltagere af blandet køn og med en gennemsnitsalder på 22.
ABX-test
Man lavede ABX-sammenligninger, hvor man ved, hvilken der er A, og hvilken der er B. X er enten A eller B, men er ukendt for forsøgspersonen. Under lytningen af de tre skal man gætte, om X er A eller B, og hvis svaret efter mange forsøg er positivt, med tilstrækkelig høj statistisk signifikans, kan man fastslå, at der er en forskel.
Både hovedtelefoner og højttalere blev brugt under testen, og alt udstyr var mellemdyrt. Hovedtelefonerne var Sennheiser HD650, DAC’en med hovedtelefonudgang var Fostex HP-A4BL, og højttalerne var de aktive japanske Fujitsu Ten Eclipse, som kostede ca. 10.000 kroner, før de gik ud af produktion.
I ABX-sammenligningerne kunne deltagerne høre forskel på de forskellige opløsninger næsten hver gang med højttalere og det meste af tiden med hovedtelefoner.
Der blev også lavet en såkaldt MUSHRA-test (Multiple Stimuli with Hidden Reference and Anchor). Her var konklusionen ikke lige så klar, men man mente, at den alligevel viste, at det var muligt at høre forskel.
Det skal siges, at en MUSHRA-test – som vi har forstået det – kræver færre forsøgspersoner for at opnå statistisk signifikans, mod at de til gengæld er trænede lyttere. Det præsenteres ikke, som om lytterne i dette panel var trænede, hvilket kan være en af grundene til, at testresultatet ikke var lige så klart.
Hvad med udstyret?
En anden ting, der ikke kommer frem i denne rapport, er hvorvidt udstyret rent faktisk er i stand til at gengive lyd med høj båndbredde uden at tilføre ekstra forvrængning. F.eks. kan en billig forstærker gå i “selvsving”, hvis den fodres med signaler med for høj frekvens. Fordi elektronikken ikke kan følge med.
Den øgede forvrængning kan være hørbar, og i så fald kan højopløste signaler pludselig give dårligere lyd. Det vil en ABX-test ikke afdække, da kravet kun er, at forsøgspersonerne kan høre forskel, ikke om det ene er bedre end det andet.
Det er under alle omstændigheder en interessant undersøgelse, der kan føjes til bunken af beviser for, at mennesker godt kan høre forskel på forskellige opløsninger.
I hvert fald 22-årige …
Kilde: Stereophile