Med gode hovedtelefoner er det, hvor utroligt det end måtte lyde, muligt at få rigtig god lyd ud af en iPhone. Med en hovedtelefonforstærker oveni, kan det blive rigtig fedt. Hos V-Moda har de taget skridtet endnu længere. Nemlig med Vamp, som kombinerer et stort batteri med integreret digitalkonverter (DAC), 2 x 150 mW forstærker og en optisk digitaludgang.
Som man kan se af billedet, er kameraet på mobilen tilgængeligt, når mobilen er monteret på Vamp-forstærkeren, som koster beskedne 650 dollar plus fragt og moms.
Den integrerede DAC henter digitalsignalet fra mobilen, og herefter foregår signalbehandlingen i Vamps DAC og forstærker, alt for at lydkvaliteten skal blive så høj som mulig.
Man kan vælge Pure-modus for så neutral lyd som mulig, eller VQ-modus som processerer lyden lidt for at skabe mere 3D-følelse, med et lille løft i bas og diskantområde.
V-MODA VAMP bør være en udmærket julegave til de mest kræsne af os, måske.