Årets ærespris

Siden 1980 har Peter Lyngdorf kæmpet for den gode lyd, hvilket er kommet en hel branche til gode.

Årets ærespris

 

Peter Lyngdorf

Frustreret over, at det nærmest var umuligt for menigmand at få ordentlige hi-fi-produkter til en fornuftig pris hos de etablerede forhandlere, grundlagde Peter Lyngdorf i 1980 Danmarks Hi-Fi Klub.

Det hele begyndte med import af NAD-forstærkere og Cerwin-Vega højttalere til det danske marked, men grådige forhandlere “var meget mere interesseret i at sælge billige produkter fra Fjernøsten til samme pris – og dermed tjene dobbelt så meget”.

Peter bestemte sig for, at hvis han skulle give en alt for høj avance til forhandlerne, samtidig med at han måtte besvare spørgsmål fra kunderne, så kunne han lige så godt sælge produkterne direkte til kunderne via postordre. Og som sagt, så gjort!

Den lille forretning voksede sig hurtigt større og fik efterhånden tre demorum. I 1982 blev Denon en del af udvalget, og samme år åbnede firmaet NAD Svenska en butik i Sverige. En butik, der senere blev opkøbt af Danmarks Hi-Fi Klub og derefter omdøbt til Sveriges Hi-Fi Klub.

I 1987 kom de første butikker i Norge, og hvis vi spoler hurtigt frem til nutidens Hi-Fi Klubben, ser vi en kæde med 90 butikker i Danmark, Norge, Sverige og nu også Holland. En vellykket forretningsidé, med andre ord!

Egne mærker
Men i længden var Peter Lyngdorf ikke tilfreds med at sælge andres produkter. I 1983 grundlagde han højttalermærket Dali, der blev et af Hi-Fi Klubbens vigtigste brands. Og i 1998 kom high-end elektronikmærket TacT Audio til verden, efterfulgt af Lyngdorf Audio i 2005, hvor avanceret rumkorrektion var et vigtigt element.

Peter Lyngdorf var i lang tid næsten alene om at mene, at indvirkningen af rummets akustik skulle dæmpes for at få mest muligt ud af et hi-fi-anlæg. I dag har vi lært det, og især i hjemmebiograf-sammenhæng kan man næsten ikke købe forstærkere og receivere uden automatisk rumkorrektion.

Et kritisk blik på pladebranchen
Det spiller dog ikke den store rolle, hvor gode hi-fi-produkter man har, hvis lyden på den musik, man lytter til, som udgangspunkt stinker. De seneste år har Peter Lyngdorf derfor arbejdet på at få pladebranchen til at få ørerne op for god lyd og give os tilsvarende musik.

Gennem projekterne SoundSenze og Nordic Dynamic prøver han og en håndfuld andre at få musikbranchen til at omfavne et lydbillede med et stort dynamisk område – frem for at komprimere musikken ihjel i det (fejlagtige) håb, at den vil skille sig ud, når den bliver spillet i radioen. Lyngdorf vil bevise, at selv radio lyder bedst med dynamisk lyd.

Gennem sit utrættelige arbejde for den gode lydkvalitet er Peter Lyngdorf en vigtig mand for vores branche – og for de virkelig gode oplevelser. Derfor har han fuldt ud fortjent årets ærespris!

Se Peter Lyngdorfs takketale.

Les videre
Exit mobile version