Nyhed

Se de første billeder fra House of the Dragon

HBO har nu frigivet de allerførste billeder fra den kommende Game of Thrones prequel-serie.

House of the Dragon, 1. sæson (Foto: HBO Max)

Selvfølgelig måtte der spindes videre på Game of Thrones, den største seriesucces gennem tiderne. Game of Thrones er en af de mest populære serier nogensinde målt i antal seere – den sidste episode af sæson 8. var den mest sete episode af nogen HBO-serie nogensinde.

Det har længe været kendt, at HBO arbejder på prequel-serien House of the Dragon, men først nu får vi de første billeder fra optagelserne.

Sea Snake, House of the Dragon. (Foto: HBO)

House of the Dragon er baseret på George R.R. Martins bog Fire & Blood, der handler om Targaryen-familiens historie og finder sted omkring 300 år før begivenhederne i Game of Thrones.

Optagelserne til serien, der forventes at få premiere i løbet af 2022, er allerede begyndt.

Alicent og Otto Hightower, House of the Dragon. (Foto: HBO)

Blandt de medvirkende i House of the Dragon er:

Emma D’Arcy som prinsesse Rhaenyra Targaryen: Kongens førstefødte barn, af rent valyrisk blod og en dygtig dragerytter. Mange vil sige, at Rhaenyra blev født med alt … men hun blev ikke født som mand.

Matt Smith som prins Daemon Targaryen: Kong Viserys yngre bror og arving til tronen. Daemon har drageblod i årene og er en uforlignelig kriger og dragerytter. Men det siges, at når en Targaryen bliver født, kaster guderne en mønt op i luften …

Steve Toussaint som Lord Corlys Velaryon/The Sea Snake: Velaryon-familien har en valyrisk blodlinje, der går lige så langt tilbage som Targaryen-familien. Som “The Sea Snake” er Lord Corlys den største søfartseventyrer i Westeros’ historie, og han har opbygget en mægtig familie – rigere end Lannister-familien – som ejer den største flåde i verden.

Rhys Ifans som Otto Hightower: Otto er også kendt som “Kongens Hånd” og tjener både kongen og riget på loyal og trofast vis. I Ottos øjne er den største trussel mod riget kongens egen bror, Daemon, og det faktum, at Daemon er arving til tronen.

Olivia Cooke som Alicent Hightower: Datter af Otto Hightower. Alicent er den smukkeste kvinde i De Syv Kongeriger. Hun er vokset op i The Red Keep, tæt på kongen og hans inderkreds, og besidder både ynde og skarp politisk sans.

Serieskaber er Ryan J. Condal (som vi kender fra TV-serien Colony), og George R.R. Martin er executive producer.

(Foto: HBO)

Fokus er på Daenerys’ (Emilia Clarke) forfædre fra Huset Targaryen, og i løbet af ti episoder vil serien fortælle historien om, hvordan Targaryen-familien ved hjælp af drager samlede hele Westeros-kontinentet til ét kongerige.

Læs også Snart kan du få mange flere film HBO Max skal erstatte HBO Nordic i løbet af 2021 og vil bl.a. byde på premierer på en række storfilm.

House of the Dragon blev præsenteret i forbindelse med præsentationen af HBO Max i 2020, en streaming-tjeneste, der kommer til Norden i løbet af efteråret 2021.

Men streaming-giganten planlægger også en anden GoT-serie: 10.000 Ships.

10.000 Ships foregår ca. tusind år før handlingen i Game of Thrones og fortæller historien om krigerprinsessen Nymeria og de overlevende rhoynarer, der rejste fra Essos til Dorne efter nederlaget mod valyrierne og deres drager i Den Anden Krydderikrig.

Selv om serien ikke lanceres før 2023 – tidligst –har HBO givet os en forsmag med videoen “Histories & Lore”:

https://youtu.be/GIcdxd0r22I

Videoen er otte minutter lang og giver et kort, men relativt komplet overblik over de vigtigste begivenheder i prinsesse Nymerias liv.

Nymeria tabte Den Anden Krydderikrig, men i stedet for at underkaste sig valyriernes styre førte hun sit folk over Det Smalle Hav og bosatte sig i Dorne, hvor hendes efterkommere regerede i mange generationer. Hun og hendes folk kom til det nye land om bord på 10.000 skibe, som Nymeria derefter lod brænde.

Læs også Vi kårer den bedste streaming-tjeneste (for dig) Med lanceringen af Disney+ har streaming-krigen virkelig taget fart, men hvilke af de store streaming-tjenester SKAL du have?

Mange så rhoynarerne som uvelkomne indtrængende, der burde drives tilbage over havet. Men Lord Mors Martell så muligheder i rhoynarerne – og det rygtedes, at han endda tabte sit hjerte til den smukke prinsesse.

Nymeria udnævnte sin mand til prins af Dorne og erklærede hans herredømme over hele Dorne – hvorpå årtier med krig fulgte, kaldet Nymerias krig.

Selv om teaseren er animeret, bliver 10.000 Ships live-action.

https://youtu.be/LpppF4C-7k8

Les videre
Exit mobile version