Nyhed

CES 2021: Razer-laptops med RTX 3080-grafik

Hurtigere grafik, hurtigere CPU, hurtigere skærm.

Med en let omskrivning af ejendomsmæglere og snigskytters motto er der tre ting, der gælder i gaming: hastighed, hastighed og hastighed. Og de tre ting leverer Razers nye generation af gaming-laptops, som er blevet præsenteret på den virtuelle CES-messe. Hurtigere processor, hurtigere skærm og navnlig hurtigere grafik.

Selv om indmaden er opdateret, ligner Razers nye Blade laptops de foregående generationer på en prik: Sorte, slanke, lidt kantede bærbare med kabinet, udfræset af en blok aluminium. Her bliver trofaste fans ikke skuffede.

Til civil brug kommer Blade i en 15-tommers udgave, der fås i henholdsvis en basismodel og en avanceret model. Som igen findes en lang række konfigurationer, tilpasset behov og pengepung. Men man skal selvfølgelig op i den avancerede udgave for at finde de vildeste nyheder.

Den avancerede udgave af Blade 15 fås således med op til 360 Hz-skærm, hvis man vælger Full HD-opløsning. Hvis der er brug for højere opløsning, kan man få maskinen med 240 Hz QHD-skærm (2560 x 1440). Endelig er kan kan vælge 4K-skærm med touch. Men så bliver hastigheden kun 60 Hz.

Razer Blade 15 fås i udgaver med op til 360 Hz skærm og GeForce RTX 3080-grafik. (Foto: Razer)

Grafikkortet i den avancerede udgave er fra Nvidias GeForce RTX 30-serie, der blev lanceret i efteråret, men som først nu er kommet i en bærbar udgave. Her er valget mellem GeForce RTX 3070 og RTX 3080.  Basisudgaven fås desuden i en version med Nvidia GeForce GTX 1660 Ti-grafik.

Maskinerne kommer med 16 GB til 32 GB RAM og 10-generations Intel Core i7-processor. At Razer har valgt at holde fast ved 10. generations-processorer efter at 11. generation er kommet ud, er lidt overraskende.

Priserne på Razer Blade 15 starter ved EUR 1800 for basisversionen med GeForce GTX 1660-grafik, og EUR 1.900 for billigste version med RTX 3060-grafik. Så vi regner forsigtigt med en startpris på ca. 15.000 kroner med dansk moms. Hvad den toptunede avancerede model med ottekerners-processor, RTX 3080-grafik og 360 Hz-skærm skal koste, tør vi ikke gætte på. Men vi glæder os til at teste den, når tiden kommer.

Les videre
Exit mobile version