Nyhed

Jabra gør hybridarbejde lettere

Jabra lancerer Evolve2 75, et headset beregnet til hybridarbejde og møder på farten.

Efter mange lange måneder med hjemmekontor overgår flere og flere virksomheder nu til en blanding af arbejde på kontoret og fra distancen. Jabra Evolve2 75 er specielt beregnet til fleksibelt arbejde og møder på farten.

Evolve2 75 er det første headset i Evolve-serien med justérbar aktiv støjreduktion, hvilket betyder, at man selv har mulighed for at regulere, hvor meget eller lidt støj fra omgivelserne man vil høre. Der er også HearThrough-funktion, så man med et enkelt knaptryk kan lukke lyden fra omgivelserne ind.

Headsettet er udstyret med en indfældbar mikrofonbom, som er 33 procent kortere end på forgængeren. Den har både mute- og autosvarfunktion. Bommen er tilpasset til Microsofts Open Office-krav og skal dermed lukke støj ude både i åbne kontorlandskaber og andre miljøer med forstyrrende støj, når den er foldet ud. Når man ikke bruger mikrofonbommen, skal den angiveligt være let at folde ind igen.

“Moderne hybridarbejde har lavet om på, hvor og hvordan vi arbejder. Kravene til at kunne besvare opkald og koble sig på videomøder fra forskellige steder, uden at samtalekvaliteten påvirkes, er udgangspunktet for det nye headset Evolve2 75. Med bl.a. aktiv støjreduktion samt forbedret batterilevetid og komfort sætter vi en helt ny standard for hybridarbejde,” siger Holger Reisinger, der er Senior Vice President for Enterprise Solutions hos Jabra.

<
>
Evolve2 75 fås i to forskellige farver. (Foto: Jabra)

Optaget-lampe

Evolve2 75 har hele otte mikrofoner, der er udstyret med Jabras algoritmer, og et tredobbelt chipset, som skal adskille ens stemme fra omgivende lyd og dermed give rigtig god samtalekvalitet. Headsettet er også udstyret med en lampe – Busylight – som kan vise omgivelserne, at man er optaget, så man ikke bliver forstyrret midt i en vigtig samtale.

Headsettet har 30 meters trådløs rækkevidde og dobbelt Bluetooth for tilslutning til f.eks. computer og telefon samtidig, så man både kan høre musik og besvare opkald.

Batterilevetiden er også forbedret med op til 24 timers taletid (uden støjreduktion og Busylight), hvilket skulle være 33 procent mere end med forgængeren Evolve 75. Til musik opgives hovedsættet at have en batteritid på op til 36 timer, og batteriet kan oplades under samtaler.

Evolve2 75 kan også indsamle data, som skal gøre det muligt for en IT-afdeling at lave fejlfinding og træffe mere velinformerede beslutninger. Headsettets software, Jabra Xpress, gør det let at håndtere indstillinger og opgradere firmware, også på farten.

Læs også En ordentlig krabat Jabra Evolve2 85 er det største kontor-headset, vi har testet, og på nogle områder også det bedste. Men ikke til alt.

Komfortabelt nok til at bruge hele dagen

Jabra har givet headsettet en ergonomisk pasform med dobbelte ørepuder, der skal gøre det så behageligt, at det kan bruges hele dagen. Den ergonomiske pasform skal både give bedre ventilation, få headsettet til at sidde mere stabilt og forbedre den aktive støjreduktion.

Pris og tilgængelighed

Jabra Evolve2 75 kommer i salg den 15. oktober og koster 2.448 kroner.

jabra.dk

Les videre
Exit mobile version