2025 har indtil videre været et godt år for fans af serier, der tematiserer de ultrariges forskruede liv.

Den første var den triste The Perfect Couple, hvor Nicole Kidman og Liev Schreiber gav os et glansbillede af det urealistiske liv for den velhavende elite i Nantucket.

Tidligere på sommeren udkom den fremragende Reservatet, hvor serieskaber Ingeborg Topsøe kastede et skævt blik på den danske overklasse og deres relativt tvivlsomme forhold til deres au pairer.

Nu er filmatiseringen af E. Lockharts succesroman We Were Liars (2014) her. Og i et teknisk perfektioneret serieformat dykker vi ned i Sinclair-dynastiets indre gemakker og dunkle fortid.

 

Familiens overhoved er den selvudnævnte patriark og mediemogul Harris Sinclair (David Morse, Den grønne mil).

Hver sommer holder han hof for sine tre forkælede døtre og deres børn. Blandt dem er fætrene Cadence (Emily A. Lind), Mirren (Esther McGregor) og det vilde barn Johnny (Joseph Zada). Alle Harris’ børnebørn, hvoraf Cadence er den førstefødte. Den fjerde i den tætknyttede “Liars”-bande er outsideren Gat (Shubham Maheshwari).

Vi møder dem som 16-årige, da banden nyder deres 16. ubekymrede sommer i bedsteforældrenes strandpalads på det fornemme Martha’s Vineyard. Men den idylliske sommer ender dramatisk, da Cadence kommer ud for en ulykke (?). Halvnøgen, forslået og forbrændt bliver hun fundet næsten druknet på stranden – og Cadence har fået et totalt blackout af hændelsen.

Man kan problematisere, at det er nemt at foragte og kritisere et liv langt væk fra virkeligheden, med alle verdens penge til rådighed, hvor man vokser op privilegeret og “uden” begrænsninger – men stereotyp og karikatur eller ej, så kan sådan en verden være rigtig god underholdning. Se for eksempel Succession.

Seriens skabere (Carina A. MacKenzie og Julie Plec) er forblevet tro mod romanen og formår at balancere drama, legende humor og subtil spænding. Hemmelighederne, begærene og de menneskelige svagheder hos de skandaløse familiemedlemmer afdækkes lag for lag – indtil de (de fleste af dem) står tilbage uden noget.

Harris og hans dejlige kone Tipper har opfostret tre døtre, som alle i vid udstrækning lever økonomisk på fars nåde.

Penny (Caitlin FitzGerald, Masters of Sex) lider af flinkepige-syndromet og er kun optaget af at opretholde en perfekt facade. Desværre for hende er hendes ægteskab i opløsning, og det bryder patriarken sig ikke om. Bess (Candice King) har et tilsyneladende vellykket ægteskab, men hendes mand er i virkeligheden en svindler i finansverdenen – og “dårlig karakter” accepteres ikke af The Sinclairs. Hun søger derfor kødelig trøst hos havnearbejdertypen Salty-Dan.

Carrie (Mamie Gummer) er på den anden side noget af familiens sorte får. Hun er tidligere stofmisbruger, og efter mange år på afvænning mødte hun inderen (!) Ed (Rahul Kohli) med den herreløse Gat på slæb. Da Ed efter mange års samliv søger datterens hånd hos Harris, får han en temmelig kold skulder.

Udadtil virker hele den “kongelige” familie perfekt – og skulle der opstå problemer, ved de, hvordan de skal håndtere dem og feje dem ind under gulvtæppet. De mødes jævnligt til overdådige fester, hvad enten det er fars dag, påske eller “Den store citronjagt”. Den åbenlyse selvdyrkelse af den unikke familie er altid i centrum.

Der er årlige foto-shoots, interviews med pressen og en række uskrevne regler, som man forventer, at en Sinclair føler og lever efter. Den, der kæmper mest med dette rigide regime, er en stadig mere moden og uafhængig Cadence. Siden den sommer, hvor de var 8 år gamle, har de fire hængt sammen, og efter “hændelsen”, som ingen vil nævne, får vi konstante spring mellem “Sommer 16” og “Sommer 18”. Hvad skete der egentlig med Cadence, og hvad var hændelsesforløbet?

Da Cadence stiller spørgsmål til sin familie om, hvad der skete i den sommer, hvor hun fyldte 16 år, bliver hun mødt med vantro blikke og øredøvende tavshed. Hendes mission er at opklare mysteriet – men er sandheden noget, familien kan leve med?

We Were Liars er blevet et lækkert, fascinerende, velspillet og legesygt thrillerdrama. Det unge firkløver leverer alle stærke karakteristikker af den brogede flok, og de kyniske søstre (anført af FitzGerald) funkler af sarkasme og utilsløret kløgt. På toppen af pyramiden sidder den uangribelige patriark, som udadtil ser ud til at være verdens mest velvillige bedstefar, men Morse viser, at han har en meget bredere modus operandi.

Manuskriptet er elegant og frækt og leger konstant med referencer til en eventyrverdens fortryllende smukke og lykkelige riger, mens facaden krakelerer og mudderet vælter ud.

Desværre bliver plottet indimellem lidt for tabloidt og forfalder til simple stereotyper, og den storslåede afsløring bliver noget af et antiklimaks. Ikke fordi afsløringen ikke er finurlig og chokerende nok, men fordi vejen til målet ikke helt understøtter udfaldet. Der er også en række sidehistorier, som bare hænger i luften.

Serien er en fantastisk kombination af letbenet sommerflirt, ledsaget af en sund dosis mystik og spænding. Det hele toppes med fremragende skuespil og teknisk udførelse i topklasse. 4 stærke stjerner.

Hele sæsonen er nu tilgængelig på Prime Video.