I løbet af otte sæsoner holdt serieskaberen Howard Gordon os på kanten af sæderne i den intense thrillerserie Homeland. Ja, den fulgte til sidst nogle velkendte stier, men Claire Danes var formidabel som den traumatiserede og utrættelige CIA-agent.
Nu er Howard tilbage med en ny thrillerserie på Netflix, og heldigvis har han også taget Danes med på dette projekt.
I samarbejde med en strålende Matthew Rhys (The Americans) skaber de herlig, usikker uhygge ud fra et ganske almindeligt plot.
Den succesrige forfatter Aggie Wiggs (Danes) lever i ensom majestæt i sit (lidt forfaldne) palæ på Long Island, NY. Det er seks år siden hendes store gennembrudsroman, fire år siden hendes søn døde i en tragisk bilulykke og to år siden hendes skilsmisse fra Shelley.
Efter sin søns død, som hun giver en af de unge mænd i den lille by skylden for, har hun trukket sig tilbage til et eremitlignende liv præget af selvmedlidenhed, bitterhed, paranoia og en alvorlig skriveblokering.
Hun arbejder (tilsyneladende) på en roman om det usædvanlige forhold mellem to højesteretsdommere, men holder sig knap nok økonomisk oven vande ved at lyve for sin forlægger om sine fremskridt og konstant bede om forskud.
Da den gådefulde ejendomsmagnat Nile Jarvis (Rhys) flytter ind i huset ved siden af, finder hun en ny livsglæde og lyst til at skrive. Først er hun meget irriteret over den arrogante, selvsikre bedrevidende mand – men jo mere hun dykker ned i hans fortid, jo mere vokser hendes fascination. Dræbte han virkelig sin elskede kone med koldt blod – eller har CIA iværksat en heksejagt mod en uskyldig, misforstået finansiel berømthed?
Interaktionen mellem Danes og Rhys er det centrale element i The Beast in Me, og udviklingen i deres forhold er det, der holder os fascineret af disse meget forskellige karakterer – som måske har mere til fælles, end de selv ville ønske.
Til Aggies store ubehag læser Nile hende som en åben bog og ser de åbenlyse modsætninger og svagheder i hendes livsstil, valg og psyke – som hun selv benægter. Det er i dette psykologiske spil, at serien virkelig slår gnister.
Først hælder Aggie til at tro, at han er en kynisk morder, men jo mere hun kommer under huden på “monsteret” (?), jo mere sniger den nagende tvivl sig ind.
Karakterskuespilleren Rhys nyder det i fulde drag og er et perfekt match i rollen som den brovtende alfahan med en Trumpsk skråsikker selvtillid. Det skælmske blik, det udfordrende kropssprog og den arrogante tone udbasunerer for hele verden, at “Væk med dig! Her kommer jeg!” Scenen, hvor han knuser en fremmeds mobil på en restaurant, er ubetalelig!
Han er vokset op i et über-privilegeret hjem med “ubegrænsede” ressourcer og mener, at regler er for alle andre, og at alle problemer kan løses med en god portion kontanter. Men at være en idiot gør dig ikke nødvendigvis til en morder, og Nile er ikke fremmed for at tænde for charmen.
Danes er, om muligt, endnu mere paranoid end på ”højdepunktet” i Homeland. Hun flakker med blikket, med bævrende læber og ser sig nervøst omkring i alle mulige hjørner og kroge. For at komme igennem dagen gnasker Aggie piller, sover dårligt, behandler eks’en som lort og lyver over for forlaget og udgiveren. Så hende kan vi vel ikke stole på? Samtidig konspirerer hun med en forhutlet, afdanket FBI-agent (David Lyons), som har sat det som sit maniske livsmål at få Jarvis bag lås og slå.
Fotografen holder os konstant tæt på de outrerede objekter, hvor porerne i huden, det skarpe lys og de gnistrende farver og makeuppen nærmest skriger imod os. Så serien ser da også virkelig lækker ud og oser af et højt produktionsbudget, med et godt drive i dramaturgien gennem de episodiske kapitler.
Når det er sagt, så henfalder den til nogle lidt nemme valg og overdrevent stereotype karakterer, som vi har set så mange gange før. Men dette er en fascinerende, ubehagelig verden, du vil lade dig suge ind i – til trods for den lidt uforløste og svulstige slutning. 5 stjerner.
Anmeldelsen er baseret på samtlige otte episoder, som alle udkommer på premieredatoen den 13. november.
