Vi har mistet tællingen med, hvor mange gange vi har set Golden Gate Bridge blive slået til pindebrænde af jordskælv, flodbølger eller gigantiske monstre. Også denne gang er det spektakulært at se på, men som det meste, man oplever jævnligt, er det efterhånden ved at være rutine. Når historien så ovenikøbet ikke tilfører noget som helst til de enorme effekter, er der ikke meget tilbage til at give en stor filmoplevelse.

San Andreas indeholder alle tænkelige klicheer inden for katastrofefilmgenren: En skilt familie, en ny stedfar, som viser sig at være et r*vhul, familien bærer på en tragisk fortid, deres barn kommer i fare, hvilket bringer dem tættere på hinanden, de “onde” får som fortjent, og massedød og ødelæggelse opsummeres med platte oneliners som “Now we rebuild!”.

Redningsarbejderen Ray (Johnson) får en arbejdsdag fra helvede, da århundredets jordskælv ødelægger det meste af Californiens kyst. Vi bliver vidne til næsten to timer med utrolige special effects, hvor bygninger falder som korthuse omkring The Rock og hans helikopter, mens han og familien hele tiden slipper væk i absolut sidste sekund.

Problemet er bare, at effekterne ikke længere kan bære en film alene, og i San Andreas er de personer, vi møder, så hule, irriterende og uinteressante, at vi faktisk er ret ligeglade med, om de overlever eller ej. To stjerner.

Hvis du har investeret i en hjemmebiograf til 100.000 kroner, skal du selvfølgelig købe denne film, men kun for det utrolige lydspor i Dolby Atmos – her kommer subwooferen virkelig på arbejde! Billedkvaliteten er derimod decideret skuffende med blege farver og masser af pixelering og billedstøj. Bonusmaterialet byder på kommentarspor, udeladte scener og fem forskellige minidokumentarer.