For 40 år siden lancerede den legendariske instruktør Stanley Kubrick sit gysermesterværk Ondskabens hotel (eng. The Shining), baseret på en roman af Stephen King (som fascinerende nok hader filmen). Her følger vi familien Torrance, mens de overvintrer på et øde hotel i bjergene.

Familiefaren (Jack Nicholson i en glansrolle), der både er drikfældig, depressiv og har småvoldelige tendenser, skal skrive sit mesterværk, samtidig med at han er vicevært på højfjeldshotellet. Sønnen Danny har “the shining”, hvilket vil sige, at han er synsk og har kontakt med underverdenen. Jo mere isoleret den lille familie bliver, jo flere psykopatiske træk træder frem hos faren – indtil alting går ad helvede til …

I Doctor Sleep møder vi Danny (McGregor) igen 31 år senere. Han er nu alkoholiseret, manisk/depressiv og selvdestruktiv, men får livsgnisten tilbage, da han får arbejde på et ældrecenter, hvor han kan guide de døende på deres sidste rejse.

 

Otte år senere endnu møder vi en energisk Danny, der tilsyneladende har lagt fortiden bag sig. Men så bliver han kontaktet af den unge pige Abra – der også har “the shining” – og fortiden indhenter ham som en dæmonisk boomerang.

Når en film i den grad fråser i referencer til en klassiker og bygger videre på dens historie, kan man ikke undgå at sætte de to film op mod hinanden. Og i den konkurrence når fortsættelsen desværre ikke originalen til sokkeholderne.

Hvor Ondskabens hotel var en snigende uhyggelig psykologisk gyser, ender Doctor Sleep nærmest som en okkult zombie-splatterfilm – med grusomme barnemord som krydderi.

Den karismatiske Rose the Hat (Ferguson) og hendes outrerede redneck-zombie-bande er som taget ud af Monsters Inc.! I Pixar-klassikeren udtrækker monstrene barneskrig, som de omdanner til energi; i Doctor Sleep ernærer redneck-zombierne sig af barneskrig og frygt, idet de suger børnenes “livsånd” til sig, mens de på bestialsk vis tager livet af dem. Ja, det er det niveau, vi er på.

Både Ewan McGregor og ikke mindst Rebecca Ferguson gør en solid indsats, men det hjælper ikke meget med et så dårligt manuskript, en haltende narrativ og et konstrueret plot. Desuden er filmen alt for lang – Director’s Cut er på over tre timer! Den tynde handling strækkes ud til det søvndyssende, og vi får en metervare-gyser serveret, der ser lækker ud, men er lige så hul og uinteressant som en tom øldåse. Havde den så bare været spændende …

Da den store finale kulminerer på det legendariske Overlook Hotel, hvor hele handlingen i Ondskabens hotel foregår, nærmer vi os usømmelig omgang med lig. Her kopierer man nærmest flere scener fra Kubricks klassiker, uden at det gør fortsættelsen det mindste bedre; tværtimod fremhæver det dens svagheder, når den så skamløst læner sig tungt op ad originalen.

Doctor Sleep er ikke et decideret makværk, men det er tæt på. To søvndyssende stjerner til denne fuldstændig unødvendige fortsættelse. Se hellere originalen ti gange igen.

PS: Ondskabens hotel blev i vinters udsendt i en renoveret udgave og anbefales på det varmeste.