Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Urbanista Miami

Trådløs aktiv støjreduktion på budget

Aktiv støjreduktion i trådløse hovedtelefoner plejer at koste mere end dette.

Skrevet af / 22/03/2021 - 15:51
Urbanista Miami
Lasse Svendsen

Indholdsfortegnelse

At finde et par gode trådløse hovedtelefoner med støjreduktion til under 1.200 kroner har vist sig at være noget nær umuligt. Det tætteste, man kommer, er Jabra Elite 85h, der koster 1.500 kroner. Bortset fra Sony WH-XB900N, der nu er faldet så meget i pris, at de er den eneste mulighed til 1.000 kroner.

Men nu har Urbanista lanceret et par trådløse med støjreduktion, som ikke har en lang række meningsløse tal og bogstaver i navnet, men simpelthen bare hedder Urbanista Miami. Navnet skyldes, at de er inspireret af farverne i Miami, Florida, og vores testeksemplar hedder Ruby og har en rød farve med en antydning af lilla og lyserød. Jeg antager, at Ruby næppe bliver den store succes her i Norden, men der er andre farver at vælge imellem.

Transport-etui med plads til ledninger. (Foto: Lasse Svendsen)

De andre muligheder er Teal, som er mellemgrøn, og de obligatoriske sorte og hvide, som normalt sælger bedst. For sælge, det kommer de til at gøre. Trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion i denne prisklasse er en mangelvare, og når man føjer god batterilevetid og god lyd til listen, krydser Urbanista Miami alle boksene af.

Urbanista Miami ligner mere Sony WH-XB900N end Jabra Elite 85h, men Miami kan ikke styres med en app (endnu), og der er ingen EQ-justering (som WH-XB900N har brug for). Men batterilevetiden er rigtig god med en spilletid på 50 timer – 40 timer med støjreduktion – og de leveres med et transport-etui med ladekabel, flyadapter og et minijack-kabel til fysisk tilslutning.

Ingen touch-betjening, men fysiske knapper til alt undtagen volumen. (Foto: Lasse Svendsen)

I brug

Støjreduktionen og lyden styres med knapper på ørekopperne. På den højre styrer man volumen og afspilning, besvarer opkald og tænder og slukker for hovedtelefonerne. På den venstre kan man vælge aktiv støjreduktion og medhør – kaldet Ambient Sound Mode – samt slå den sensor fra, der sætter afspilningen på pause, hvis man tager hovedtelefonerne af.

De indbyggede mikrofoner bruges til medhør og støjreduktion, og Miami understøtter stemmestyring af mobilen via Google Assistant.

Læs også Apple rammer plet med AirPods Max Apples første hovedtelefoner er svinedyre, men fantastisk gode. Til alt. Næsten.

Urbanista mener, at Miami er så store, at de er “around-ear” hovedtelefoner (rundt om øret) snarere end on-ear (på øret). Realiteten er et sted midtimellem. For de vinklede, ovale ørepuder er faktisk lidt trange, selv for ører af normal størrelse. Ellers er bærekomforten god, selv om de sidder strammere på hovedet end Jabra-hovedtelefonerne og AirPods Max.

Urbanista Miami er det bedste køb i denne klasse. (Foto: Lasse Svendsen)

Lydkvalitet

Byggekvaliteten på Miami-hovedtelefonerne er tillidsvækkende og meget bedre, end vi er vant til i denne prisklasse. Parring med mobilen sker ved, at man holder on/off-knappen inde, mens man åbner Bluetooth-indstillingerne på mobilen. Så blinker lade-LED’en på Miami, og når de dukker op på skærmen, vælger man at tilslutte dem.

Støjreduktionen styrer man som sagt med knappen på venstre ørekop, og man kan tydeligt høre, når den er tændt. Så dæmpes alle lyde udefra, dog ikke så godt som på Jabra-hovedtelefonerne; enkelte lyde – de højfrekvente samt lavfrekvent rumlen – høres stadig, omend noget dæmpet. Men det er klart bedre end ingen støjreduktion.

Man kan nok ikke forlange lige så god støjreduktion som i de dyrere hovedtelefoner, vi har testet, og Miami-hovedtelefonerne har da også et stykke vej, før de er på niveau med de bedste. Men alligevel: Støjreduktionen er effektiv nok til, at bussens rumlen ikke høres så godt, og så kommer musikken bedre frem.

Hovedtelefonerne har det bedst, når de spiller pop, rock, hiphop, electronica, elektronisk jazz, metal eller dance, altså udpræget rytmisk musik med masser af dynamik og fed bas. Det passer nemlig bedst til deres klangbalance, som favoriserer basrytmer mere end under- og overtoner på strygerne i et orkester. Til det er hovedtelefonerne ikke detaljerede nok; de mangler lidt fokus og raffinement i mellemtone og diskant. Men for pokker, en saftig bas!

Uden at den bliver påtrængende.

Terje Rypdals “Conspiracy” lyder fedt med trommerne, der lægger rytmen fra førte takt, og guitarerne river godt og kraftfuldt i mellemtonen, mens orglet farver lydbilledet med toner i ravgul og blå. Man mærker ikke dog helt så meget til bækkenerne, der drukner lidt i lydbilledet.

Kantslag på lilletrommen mærker man heller ikke meget til, mens klokkespillet på Keith Jarretts “For Miles” kommer bedre frem i lydbilledet.

Klavertoner fungerer fint, og selv store koncertflygler lyder voksent og veldefineret, omend jeg også savner lidt klang i diskanten her. Men sæt Zara Larssons “Look What You’ve Done” på, og Urbanista-hovedtelefonerne er i deres es. Den sugende bas bliver fysisk, vokalen er veldefineret, og det eneste, jeg rigtig savner, er muligheden for at spille endnu højere.

Konklusion

De trådløse Urbanista Miami er et kup til prisen. Selv om den aktive støjreduktion ikke er så effektiv, som man kunne håbe, gør den et bedre stykke arbejde end ingen støjreduktion.

Når selve lyden så er en ren fest af et medrivende (omend ikke voldsomt raffineret) fyrværkeri, kan vi kun anbefale Miami til alle, der har sigtet sig ind på budgetklassen i deres søgen efter nye trådløse hovedtelefoner med støjreduktion. For sådan nogle er ikke lette at finde i denne prisklasse. Men Urbanista Miami har det. Samtidig ser de godt ud, og byggekvaliteten er bedre, end vi er vant til i prisklassen, så valget er let.

Karakter
Urbanista Miami
Basic

Lyd & Billede mener

Klassens bedste batterilevetid, okay støjreduktion, fyldig og medrivende lyd med godt tryk i bassen. Meget for pengene. Støjreduktionen er ikke lige så effektiv som på vores referencer. Lydbilledet mangler detaljer og opløsning, og har et lidt diffust fokus.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top