LG 55LB870V

Pletskud

LG har givet deres 2014-modeller en komplet overhaling med nyt design, ny brugerflade og forbedret billedprocessering. 55LB870 kan blive en hård konkurrent til titlen som årets tv-trofæ!

LG 55LB870V

Koreanske LG udvikler nye tv’er i et højt tempo og har lanceret en række spændende modeller i år, inklusive flere OLED- og 4K-fjernsyn. 55LB870 er deres topmodel blandt Full HD LED-tv’er, og det kan ses. Det har flere smarte løsninger, som fortæller os, at designerne virkelig har tænkt sig om.

Brugervenlighed og funktioner
55LB870 er det første tv med LG’s nye operativsystem WebOS. Det indebærer en moderne og grafisk lækker brugerflade, hvor man vælger det indhold, man vil se, fra en “kortbunke”. Genveje til Netflix og YouTube ligger på menulinjen, som også kan skræddersys med det, du kan lide at kigge på.

LG’s pegefjernbetjening Magic Remote er vældig fiks at navigere med, ikke mindst til net-surfing. Indtastning af søgeord er også lettere end før. Magic Remote har nemlig indbygget mikrofon til at indtale søgeord med, og vi blev positivt overrasket: LG bruger Bing Voice Search, som er en etableret og velfungerende tjeneste. Taleforståelsen er imponerende, og tv’et gættede næsten altid rigtigt i første forsøg, selv når det fik svære nordiske navne og udtryk at kæmpe med.

Billedkvalitet
LG-skærmen er af typen IPS med kant-LED, kendt for at give en bred betragtningsvinkel, men ikke altid et lige godt sortniveau. 55LB870 kan dog hæve og sænke lysstyrken i seks vertikale zoner, som kan køre alt fra fuld lysstyrke til helt slukket bagbelysning, alt efter hvad billedsignalet kræver. Det bliver ikke lige så præcist som en OLED, plasma eller bag-LED skærm, men det hjælper betragteligt på sortniveauet i mørke filmscener.
55LB870V er på niveau med Sony 60W855 og en tand bedre end Samsungs 6-serie, hvad angår sortniveau. Men vær opmærksom på, at skærmoverfladen er relativt blank, så den vil kunne reflektere meget af omgivelserne afhængigt af lyset i rummet.

På vores testudsendelser fra Champions League giver LG-skærmen meget stærke og strålende farver. Farvemætningen i sportsindstillingen er kraftigt opjusteret, så det bliver ikke 100 procent neutralt, men forstærker den samlede oplevelse.

Tv’ets sportsindstilling skulle være specielt tilpasset visning af objekter i bevægelse og viser sig at fungere godt i praksis: 55LB870 bevarer et skarpt fokus, selv når det går hurtigt for sig på banen. Vi kan se antydninger af et lodret stribemønster, når kameraet panorerer på tværs af banen, men ikke unormalt meget.
De, der foretrækker så korrekt farvegengivelse som muligt, kan glæde sig over en god filmindstilling samt ekspertindstillingerne ISF Dag og Nat for dem, der gerne vil kalibrere.

Lydkvalitet
LG 55LB870V er udstyret med en ekstern “soundbar” monteret i foden kombineret med en separat bashøjttaler på bagsiden. Takket være de fremadrettede højttalere er især mellemtone og diskant tydelig. Bassen er lidt mere tilbagelænet, og selv om gengivelsen af dialoger er ren og klar, anbefaler vi at supplere med en separat subwoofer, hvis du vil have ekstra tryk på actionfilm.

Konklusion
Efter at være blevet udfordret med alt fra sport og fodbold til mørke science fiction-film og Netflix-serier, står 55LB870 rank tilbage som et virkelig godt allround-tv.

LG’s nye 55-tommer skiller sig positivt ud med et spritnyt menusystem og brugervenlig betjening. Det har rigeligt med smart-funktioner, der fungerer godt i praksis. Billedkvaliteten er også meget overbevisende på både sport, film og anden tv-underholdning. En rigtig god samlet løsning, som vi ikke tøver med at anbefale!

Læs videre
Exit mobile version