TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: TCL 75″ MQLED85 (C765)

Meget lys for pengene

TCL's 75-tommer MQLED85-serie er et godt valg, hvis du er på jagt efter et stort billede med høj kontrast uden at skulle betale en formue.

Af / 27/11/2024 - 09:00
TCL 75″ MQLED85 (C765)

Lyd & Billede mener

  • TCL MQLED85 leverer et skarpt og lysstærkt billede med imponerende kontrast, som er specielt velegnet til både sport, film og anden TV-underholdning i HDR-format.
  • Bevægelserne kunne have været endnu mere jævne, og betragtningsvinklen er relativt smal. Kun to ud af fire HDMI-indgange understøtter 120 Hz.

TCL er et mærke, der befinder sig højt oppe på listen af kandidater, når det gælder billige LCD-skærme. Den kinesiske producent har på kort tid skabt sig en solid position i storskærmssegmentet takket være gode specifikationer og aggressive priser.   

Vi testede for nylig budgetmodellen QLED780 med gode resultater, men det var en basismodel uden local dimming: Med storebror C765 – også kendt som MQLED85 her i Norden – går vi et skridt op ad rangstigen med en mere avanceret MiniLED-bagbelysning. Det betyder en klart mærkbar forskel i billedkvaliteten. Skærmstørrelserne spænder fra 55 til 98 tommer, og vi har testet den mellemstore 75-tommer-version. 

tcl-75-mqled85-4k-mini-led-tv-2024--pdp_zoom-3000 (2) tcl-75-mqled85-4k-mini-led-tv-2024--pdp_zoom-3000 (1) tcl-75-mqled85-4k-mini-led-tv-2024--pdp_zoom-3000
<
>
TCL MQLED85. (Foto: TCL)
Læs også Stort, ja - men er det godt? TCL har ry for at levere store LCD-skærme til gode priser, og QLED780 på 98 tommer er blandt de billigste storskærme på dette års Black Week-udsalg. Så hvor god er den?

TCL C765/MQLED85

At kalde en 75-tommer for ‘mellemstor’ lyder måske lidt mærkeligt, men det skyldes, at vi på det seneste har haft flere kæmpestore 98-tommere på prøve, og på den baggrund føles 75’eren som en ganske håndterbar og kompakt størrelse! Den vil passe godt til mellemstore TV-rum og stuer med en siddeafstand på omkring tre meter.   

TCL har nu et bredt sortiment af LCD-skærme på markedet, som alle dybest set følger den samme opskrift: Et Google TV med LCD-panel, ‘QLED’-farvefilter og MiniLED-bagbelysning, hvor den største forskel er antallet af individuelle dimming-zonerpå indersiden. Flere lysdioder koster flere penge, men giver også et mere finmasket og præcist baglys med højere kontrast. Og ifølge TCL kan et LCD-TV sagtens konkurrere med OLED, så længe det har nok zoner!  

Med premiummodellen C765/MQLED85 nærmer vi os måske den gyldne middelvej i den henseende. Den er lillebror til de dyrere C855 og X955, som vi tidligere har testet med gode resultater. Og den største forskel ligger netop i antallet af dimming-zoner.  

Annonce

For eksempel har 75-tommer 75MQLED85, som vi tester her, 1.248 zoner, mens storebror 75C855 har 2.160 zoner under motorhjelmen. Det er heller ikke noget, TCL lægger skjul på i specifikationerne.  

På designfronten er MQLED85 også meget lig resten af familien. 75-tommeren har en central fod, som er nem at montere (98-tommeren har to fødder med bred afstand). Designet er relativt enkelt og spartansk, og skærmen er noget tykkere end f.eks. Samsung QN85D, så den vil rage mere ud, hvis du monterer den på en væg. 

tcl 75 mqled85 4k mini led tv 2024 pdp zoom 3000
(Foto: TCL)

Brugervenlighed og funktioner

På smart-siden er TCL MQLED85 udstyret med brugergrænsefladen Google TV, som har en bred vifte af apps og understøtter velkendte funktioner som Google Assistant, Chromecast og AirPlay. Her kan du finde alle de store streamingtjenester, og hovedmenuen kan tilpasses til at give dig og din familie personlige programanbefalinger. TV’et reagerer hurtigt på kommandoer fra fjernbetjeningen.  

Tilslutningsmulighederne er gode, men har den samme begrænsning som andre modeller, idet kun to ud af fire HDMI-indgange understøtter 4K / 120 Hz. Det til trods for, at Samsung og LG har haft dette i et stykke tid. Det skyldes det anvendte chipsæt, og vi skal nok vente til 2025, før TCL kan tilbyde modeller, der understøtter 4K / 120 Hz på alle fire indgange. Men i det mindste har TCL sørget for, at det tredje HDMI-stik kan bruges som lydudgang (HDMI eARC), så man altid har to ledige indgange til gaming.  

TCL-skærmen udmærker sig derudover med god formatunderstøttelse, herunder HDR10+ og Dolby Vision til film, serier og gaming.  TCL-skærmen er desuden velegnet til gaming med understøttelse af 144 Hz og VRR, FreeSync og G-Sync samt en separat Game Bar med spilindstillinger.

TCL MQLED85 C765 series Lifestyle Images 1
(Foto: TCL)

Billedkvalitet

Når det gælder billedkvalitet, er MiniLED nøgleordet ifølge TCL. Deres 2024-modeller bruger en ny MiniLED-chip, som angiveligt er mere lysstærk og energieffektiv end den foregående generation, og som gør det muligt at indsætte flere lyskilder og zoner i et givet skærmareal.   

Det mærker vi også med det samme, for MQLED85-skærmen har virkelig en fremragende lysstyrke! Selv i et stærkt oplyst rum ved højlys dag formår den at levere et strålende klart billede, der er perfekt til at nyde sport og anden underholdning.   

Vi målte TCL MQLED85 til lidt over 2.000 nit i et lille 10 procents vindue og 750 nit over hele skærmen. Det er næsten lige så meget som storebror C855 og dobbelt så meget som et typisk OLED- TV! Derudover er lysfordelingen jævn og præcis, og der er ingen tendens til ‘dirty screen’, når hele skærmen er hvid. Med andre ord kan man roligt glæde sig til vintersportsudsendelserne.  

TCL-skærmen formår også at være ’slået fra’, når der er brug for det: Her er et fremragende sortniveau i de mørke områder. Det fører igen til en fantastisk kontrast, og her mærker vi en stor forskel i forhold til QLED780/C655, som er en billigere model uden local dimming.  

TCL MQLED85 C765 series Lifestyle Images 4
(Foto: TCL)

Film og serier i HDR-format ser naturligvis godt ud på MQLED85 takket være den intense lysstyrke, som TCL-skærmen har til rådighed. Der er masser af liv i lyse detaljer som sollys, eksplosioner og lignende. Også fyrværkeri på en mørk himmel ser imponerende ud takket være effektiv local dimming. Vi kan dog se nogle konturer og glorieeffekter hist og her, som ikke er så fremtrædende på high-end-modeller med endnu flere zoner, såsom C855 og X955.   

Takket være den generøse lysstyrke kan TCL også byde på en bred palet af stærke farvenuancer. Farvegengivelsen er overbevisende i både SDR- og HDR-indstilling, selv om den måske ikke er så ‘studiekorrekt’ som de allerbedste. For eksempel har et Sony Bravia 7 endnu mere neutrale farver i filmtilstand. Alternativt kan det være værd at betale ekstra for en kalibrering af TCL-skærmen.  

Et andet område, hvor vi ser, at TCL ikke altid kan holde trit med de allerbedste, er ved bevægelse. Under hurtige bevægelser og kamerapanoreringer kan vi af og til skimte lidt opbrud og ujævnheder i billedet. Desuden ser det ud til, at local dimming nogle gange halter lidt efter resten af billedet og slører det lidt. I denne disciplin er f.eks. Samsung QN85D lidt skarpere.   

Det skal også nævnes, at MQLED85 har en ret snæver betragtningsvinkel. Så du skal ikke sidde for langt ude i siden, før billedet ser markant blegere ud. Dette er et almindeligt problem for de fleste LCD-skærme med bagbelysning, men det er stadig værd at nævne. 

Læs også Bedst til bold Denne Samsung-model leverer en rigtig flot billedkvalitet og er smartere og hurtigere end de fleste. Derudover en den fabelagtigt god til sport og gaming!

Lydkvalitet

TCL MQLED har et Onkyo 2.1-lydsystem med undermonterede stereohøjttalere og en ekstra basenhed på bagsiden. Lyden må beskrives som helt okay med en stærk og klar stemmegengivelse og en tilstrækkelig fyldig bas til at give et godt indtryk af musik og lydeffekter. Det er helt standard og gennemsnitlig TV-lyd. For de fleste vil det være en fordel at ofre lidt ekstra på en soundbar 

Konklusion

TCL MQLED85 føjer sig til rækken af succesfulde LCD-skærme fra TCL. Den lægger sig klart op ad sin forgænger, MQLED80, og leverer en ydelse, der i mange tilfælde ligger tæt på storebror C855. Det betyder først og fremmest imponerende lysstyrke og betydeligt bedre kontrast end de enklere LCD-varianter. Der er dog nogle prominente konkurrenter (f.eks. Samsung QN85D, Sony Bravia 7), der tilbyder endnu bedre tilslutningsmuligheder og et lidt skarpere billede i nogle tilfælde. Men de klarer sig ikke lige så godt på prisen i alle skærmstørrelser. MQLED85 er derfor et godt køb for dig, der vil tage et skridt op fra budgetmodellerne uden at slagte alle sparegrisene samtidig!  

Karakter
TCL 75″ MQLED85 (C765)
Premium

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne

OLED-trekantdrama i premium-klassen

Sonys bedste TV til dato?