Sony KDL-50W685

Minimalistisk billedkunstner

Sonys nye budget-tv imponerer: Bag den slanke indpakning skjuler der sig en billedkvalitet af meget høj klasse.

Sony KDL 50W685 Right Front

Denne model fra Sony er en af de tyndeste, vi har set, med en millimetertynd ramme rundt om skærmen. Selv om det er en ægte 50 tommers skærm, minder den mere om 46 tommer i fysisk omfang. Sony har gjort effektiv brug af den plads, de har til rådighed.

Derimod er det ikke et tv, der er særlig velegnet til vægmontering: På grund af en udstikkende del nederst på bagsiden rager det temmelig langt ud fra væggen, og flere af tilkoblingerne vender bagud. Bemærk også, at dette tv anvender ekstern strømforsyning/transformator.

Brugervenlighed og funktioner
Sony har et godt indarbejdet menusystem, og førstegangs opsætning sker hurtigt og nemt. Det er også det generelt indtryk, at tingene sker hurtigt. Tv’et reagerer øjeblikkeligt på kommandoer fra fjernbetjeningen, og det går som en leg at hoppe ind og ud af menuerne.

Blandt smart-funktioner finder vi flere apps under overskriften Sony Entertainment, men mange apps på listen virker som fyld. Blandt de mest interessante er gengangerne Netflix og YouTube, men Sony har også inkluderet deres egen musiktjeneste, Music Unlimited.

Billedkvalitet
Billedmæssigt er 50W685 meget lækkert at se på, godt hjulpet af Sonys X-Reality Pro billedprocessering, der giver meget skarpe og fokuserede billeder uden generende billedstøj. Mest imponerende er dog sortniveauet. Sony-skærmen evner at være virkelig bælgmørk, når filmen kræver det, og mørke, dramatiske film som Inception og The Dark Knight Rises får en fænomenal dybde og realisme over sig.

50W685 er ikke bare et tv til mørke hjemmebiografer, det gør også et fremragende stykke arbejde i dagslys. Sony har valgt en forholdsvis mat skærmoverflade, hvilket betyder, at man undgår generende refleksioner og spejlinger i skærmglasset.

Fabriksindstillingerne er også gode. Tv’et har en række forskellige “scenevalg”, og hvis det er neutrale, naturlige farver, man går efter, er det uden tvivl filmindstillingen, man skal vælge. Sony har også inkluderet en separat gaming-indstilling. Her slås det meste af billedprocesseringen fra for at undgå forsinkelse af billedsignalet (input lag). Det fungerer godt i praksis og gør 50W685 til et overlegent valg for online spil-entusiaster.

Lydkvalitet
Lyden fra Sony-skærmen er desværre ikke helt på niveau med det fede billede. Stemmegengivelsen er tynd og metallisk, uden den fylde og varme, der er nødvendig for at give handlingen ordentligt liv. Soundtracket fra Inception bliver f.eks. trættende, ja næsten rædselsfuldt at høre på. Bassen er mere eller mindre fraværende. Her bør man bestemt overveje at supplere med en soundbar.

Konklusion
Sony 50W685 er et vældig godt allround-tv. Det slanke format gør, at denne 50-tommer kan klemmes ind, hvor der ikke er plads til andre tv’er. Billedkvaliteten er overbevisende med fremragende sortniveau og kontrast samt skarpe, støjfri billeder. Brugervenligheden er også god, med hurtige og letforståelige menuer plus en god fjernbetjening. Lydkvaliteten er ganske vist temmelig tam i forhold til billedet, men alt i alt er det et rigtig godt køb. Anbefales!

 

Læs videre
Exit mobile version